Torsdagens obligationer: Amerikanske nøgletal gav renteuro

Udgivet den 18-04-2024  |  kl. 17:03  |  

En rolig udvikling i obligationsmarkedet torsdag formiddag blev i eftermiddagstimerne afløst af mere urolige bevægelser inspireret af amerikanske nøgletal.

Facit blev en rente på den toneangivende tiårige danske statsobligation på 2,53 pct. Det var blot 2 basispoint højere end lukkerenten onsdag eftermiddag, men i mellemtiden var renten i nede i stabile 2,46-2,48 pct. i formiddagstimerne.

Eftermiddagens amerikanske indeks for aktiviteten i erhvervslivet, Philadelphia Fed, i april overraskede markant med en stigning til 15,5 fra 3,2 måneden før. Der var ventet en mere behersket stigning til 3,2.

Dermed føjede indekset til rækken af nøgletal, der på det seneste har indikeret en robust amerikansk økonomi, som ikke i sig selv presser den amerikanske centralbank til en snarlig rentenedsættelse.

Det samme gjorde sig - om end i mindre omfang - gældende for friske data for nytilmeldte ledige i sidst uge, som viste en uændret tilgang på 212.000 nye ledige mod et ventet antal på 215.000.

Nøgletallene styrkede i øvrigt umiddelbart den amerikanske dollar, så euro efter offentliggørelsen kostede 1,0655 dollar mod 1,0677 dollar før offentliggørelsen, mens dollar styrkedes til 154,63 yen fra 154,44 yen før offentliggørelsen af nøgletallene.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯