Trump: Kina vil "dø" for en handelsaftale

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 21:30  |  

Den amerikanske præsident, Donald Trump, fortalte tirsdag til The Economic Club i New York, at en handelsaftale snart kan falde på plads - uden dog at afsløre nye detaljer. Samtidig langede han igen ud efter landets centralbank, mens han selv tog æren for USA's økonomiske vækst.

- Vi er tæt på. En betydelig fase 1-aftale kan komme, kan komme snart, sagde præsident Trump ifølge Bloomberg News og lod forstå, at Kina er ved at "dø" for at lave en handelsaftale med USA.

Markedet havde ellers håbet på nye detaljer, blandt andet om mulig tilbagerulning af told, fra Donald Trump. Faktisk truede præsidenten med nye "betydelige" toldforhøjelser, hvis ikke der indgås en aftale.

Til gengæld fik tilhørerne lov at lytte på endnu en kritik af USA' s centralbank for ikke at være mere lempelig.

- Husk, at vi konkurrer aktivt med nationer, som åbent sænker renterne, så mange af dem faktisk bliver betalt, når de betaler af på deres lån, kendt som negative renter. Hvem har nogensinde hørt om sådan noget?, sagde præsidenten ifølge Reuters.

- Giv mig noget af det. Giv mig nogle af de penge. Jeg vil have nogle af de penge. Vores Federal Reserve vil ikke lade os gøre det.

Den amerikanske centralbanks ledende rente ligger i intervallet 1,50 til 1,75 pct., da Federal Reserve på tre rentemøder i rap har sænket sin rente. Trump har dog igen og igen de seneste 18 måneder angrebet og kritiseret banken for først at hæve renterne for meget, og nu for at sænke dem for lidt. Fra december 2015 til december 2018 blev renten løftet ni gange i alt.

Præsidenten tog også æren for økonomiens fremgang i USA og for de fortsatte rekorder i aktiemarkederne.

- I hjertet af vores økonomiske genopståen er de største skattelettelser og reformer i amerikansk historie, sagde han ifølge Bloomberg News.

- Hvordan indstævner man en præsident, som har skabt den største økonomi i vores lands historie, for en rigsretssag, spurgte Doanld Trump også retorisk.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Kina❯ 

Seneste nyheder

17:50 Apple ventes sigtet i EU under lovgivning mod Big Tech
17:49 Europa/lukning: Bøllebank til franske og italienske aktier i dybrødt marked
17:27 Novo Nordisk finder ny chef for investor relations fra egne rækker
17:05 Fredagens aktier: Novo i rekord holdt større nedtur fra døren
17:00 Fredagens obligationer: Renterne rasede ned i riskoaverst marked
16:33 ECB's Lagarde: Vejen mod disinflation i eurozonen vil være bumpet
15:39 USA/åbning: Adobe svæver over rødt marked efter opjustering
15:36 USA/tendens: Adobe går mod rød strøm efter stærkt regnskab og opjustering
15:35 Valuta: Investorerne søger ly for politisk usikkerhed i sikre havne
15:35 Europa/aktier: Bekymret marked styrer mod værste uge siden oktober - franske banker i bund
15:35 Aktier/middag: Mærsk og Zealand holder sig oven vande på rød dag med faldende renter
15:35 Obligationer/middag: Renten siver efter hæsblæsende uge
09:45 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:41 Obligationer/åbning: Dramatisk renteuge byder på nye rentefald fredag
09:39 Jyske Bank: Motorskader lægger pres på forsikrigsselskabernes erstatningsprocent
09:38 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:23 Aktier/åbning: Mærsk og Zealand tager toppen på grøn fredag
09:06 Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge
08:59 Bank of Japans topchef ser betydelig reduktion i obligationsopkøb
08:50 Britisk supermarkedskæde leverer midt encifret salgsvækst