USA/åbning: Aktier stiger efter tre dage med fald - Gamestop får kurstæsk

Udgivet den 27-03-2024  |  kl. 14:50  |  

De amerikanske aktier åbnede onsdag som ventet og indikeret af futurepriserne op til åbningen højere.

Dermed er der mulighed for en positive dag efter fald de foregående tre handelsdage.

Det brede S&P 500-indeks ligger efter godt ti minutters handel 0,6 pct. højere efter et fald tirsdag på 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset, der mistede 0,1 pct. tirsdag, stiger 0,8 pct. Det teknologidominerede Nasdaq-indeks stiger mere beskedne 0,3 pct. efter tirsdagens fald på 0,4 pct.

GAMESTOP FALDER MARKANT

En skuffende omsætning i butikskæden Gamestops fjerde kvartal sender aktien voldsomt ned. Den falder 13 pct. til 13,03 dollar.

Gamestop, der sælger videospil, fremlagde en omsætning, der i fjerde kvartal bakkede med 19 pct. - noget mere end ventet.

Salget dykkede nemlig i perioden fra 2,21 mia. dollar til 1,79 mia. dollar, mens analytikerne på Wall Street havde regnet med et fald på 7 pct. til 2,05 mia. dollar.

Der var mærkbar tilbagegang i alle tre hovedsegmenter med et fald i afsætningen af hardware og tilbehør på 12 pct. til 1,09 mia. dollar, i software på 31 pct. til 465 mio. dollar og i samlerobjekter på 25 pct. til 234 mio. dollar.

Den udvikling slog også igennem på bundlinjen, hvor den justerede indtjening per aktie landede i 22 cent mod spåede 30 cent.

En positiv nyhed i regnskabet fra Gamestop er dog en solid nedbringelse af lageret.

- Lagerbeholdningen var på 682,9 mio. dollar ved afslutningen af perioden, sammenlignet med 915,0 mio. dollar ved afslutningen af det foregående års fjerde kvartal, hvilket afspejler virksomhedens fortsatte fokus på at opretholde en sund lagerposition, fremgår det.

ROBINHOOD LØFTES

Børsplatformen Robinhood, der for alvor blev kendt under coronapandemien for at tilbyde gebyrfri handel, vil nu også lancere et kreditkort.

Det sender aktien op med 4,5 pct. op til 20,15 dollar efter en stigning på 1,1 pct. tirsdag.

Kortet - der får navnet Robinhood Gold Card - vil i første omgang kun blive tilbudt kunder, der abonnerer på Robinhoods guldprogram. Kortet vil ikke have nogen årlige omkostninger eller gebyrer ved handel i udlandet, skriver Bloomberg News.

Beslutningen får rosende ord med på vejen fra analytikerne.

Hos Bernstein ser analytiker Gautam Chhugani det som en smart strategi, der kan tage yderligere markedsandele, mens JMP Securitues' analytiker Devin Ryan roser de forskellige features, der følger med kortet.

Robinhood-aktien er siden nytår steget 51 pct.

TRUMP MEDIA FORTSÆTTER OP

Trump Media fortsætter til vejrs. Aktien stiger onsdag 19,9 pct. til 69,56 dollar efter at være steget 16,1 pct. tirsdag. Mandag, første handelsdag efter sammenlægningen af den tomme børsskal Digital World Acquisition og tidligere præsident Donald Trumps Truth Social, var stigningen på 35,2 pct.

Donald Trump er med stigningen i selskabet nu rigere end George Soros, oplyser Bloomberg News.

MERCK OP EFTER FDA-OK

Medicinalgiganten Merck stiger 4,8 pct. til 131,80 dollar. Merck har fået godkendt medikamentet Winrevair, der kan anvendes til behandling af Pulmonal arteriel hypertension (PAH), der er en undergruppe af Pulmonal hypertension, hvor sygdommen primært sidder i de arterielle lungekar og som kræver specifik behandling på hjertecenter. Pulmonal hypertension er en følgetilstand til mange lunge og hjertesygdomme.

VISA FÅR HJÆLP AF AI

Den amerikanske kreditkortgigant Visa har armeret sig med tre nye redskaber til bekæmpelse af svindel, der alle gør brug af kunstig intelligens.

Det skal forbedre sikkerheden, meddeler Visa ifølge Bloomberg News.

Aktien påvirkes dog ikke, da den ligger stort set uændret i 279,98 dollar.

Også Mastercard har tyet til AI for at bekæmpe svindel, mens Paypal vil bruge kunstig intelligens til at forbedre kundernes shoppingoplevelse online, skriver Bloomberg News.

Mastercard-aktien stiger 1 pct. til lige over 481 dollar.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal