USA/åbning: Positiv åbning med Dow i grønt for tiende handelsdag i træk

Udgivet den 24-07-2023  |  kl. 15:40  |  

Biografkæden AMC får mandag lagt en tredjedel til markedsværdien, efter at en dommer i delstaten Delaware har afvist en aktiekonvertering. Også i plus fra start er Mattel, der nyder godt af en rekordstærk åbningsweekend for Barbie-filmen.

Det amerikanske aktiemarked har mandag indledt handlen med plusser på tværs af de toneangivende indeks.

Det brede S&P 500-indeks stiger i den indledende handel 0,4 pct., det teknologitunge Nasdaq-indeks vinder 0,5 pct., og Dow Jones-indekset stiger 0,3 pct. fra start. Holder Dow Jones' plus dagen ud, er det tiende handelsdag i træk i grønt.

Mandag varmes der desuden op til næste etape af den amerikanske regnskabssæson, hvor teknologiselskaber som Microsoft, Meta og Google-ejeren Alphabet løfter sløret for udviklingen.

- Investorerne holder vejret frem mod tallene fra teknologiselskaberne, der vil tegne et billede af, hvordan annonceefterspørgslen arter sig, samt hvordan ranglisten skal gøres op i forhold til AI-racet, siger Sophie Lund-Yates, der er aktieanalysechef i Hargreaves Lansdown, til Reuters.

I fokus er også de forestående rentemøder i USA's centralbank, Federal Reserve, og i Den Europæiske Centralbank, ECB. Der er fra begge centralbanker ventet et løft af renten på 25 basispoint.

BIOGRAFER I FOKUS

Legetøjsproducenten Mattel, der blandt andet står bag Barbie-dukken, nyder mandag godt af den positive modtagelse af filmen om Barbie, der i USA formåede at sælge billetter for hele 155 mio. dollar, svarende til godt 1 mia. kr.

Det smitter af på legetøjsaktien, der stiger 1,3 pct. efter kort tids handel.

Der er også spået fremgang til den amerikanske biografkæde AMC Entertainments, efter at en dommer sent fredag blokerede for en konvertering af aktier i selskabet.

AMC ville konvertere selskabets såkaldte APE-enheder - AMC Entertainment Holding Preferred Equity Units - til almindelige aktier, men det sagde en dommer i Delaware sent fredag nej til.

Det sender mandag biografaktien i vejret med 33,0 pct.

AMC udstedte sidste år en APE per traditionel aktie til alle aktionærer i selskabet. Idéen med udstedelsen var, at selskabet kunne rejse nye penge for at komme af med noget af den enorme gæld, det havde opbygget under coronapandemien.

SÆNKEDE ANBEFALINGER

American Express har fået sænket anbefalingen hos Piper Sandler, efter at kreditkortgiganten fredag fremlagde et skuffende regnskab for andet kvartal. Anbefalingen er sænket til "undervægt" fra "neutral".

Aktien viger 1,5 pct. Fredag faldt kreditkortudbyderen 3,9 pct.

Også Tesla har været til eksamen hos analytikerne efter sit regnskab i sidste uge, der blev mødt med fald, da store rabatter gjorde indhug i indtjeningen. Denne gang er det schweiziske UBS, der har sænket anbefalingen til "neutral" fra "køb".

Aktien dykker 1,8 pct.

CHEVRON LEVERER STÆRKT I ANDET KVARTAL

Den amerikanske oliegigant Chevron afleverede i weekenden foreløbige tal for sit regnskab for andet kvartal, der var noget bedre, end analytikerne havde spået, efter en rekordhøj produktion fra området Permian Basin.

Det justerede resultat per aktie landede i perioden på 3,08 dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet 2,91 dollar.

Samtidig har oliegiganten udpeget Eimear Bonner som ny finansdirektør efter Pierre Breber, der fratræder i 2024.

Aktien belønnes med et plus på 1,0 pct.

Aktien i Domino's Pizza hæver 2,3 pct. mandag, efter at pizzakæden har fremlagt et overbevisende regnskab for andet kvartal. Selv om toplinjen skuffede med en tilbagegang, var bundlinjen omvendt positiv med et overskud per aktie på 3,08 dollar mod ventet 3,04 dollar per aktie.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

08:19 Aktier/tendens: Høgeagtig prognose fra Federal Reserve kan tynge stemningen
08:10 Goldman Sachs ser amerikansk aktiekorrektion forude
07:35 Råvarer: Oliepriserne falder på bekymringer om væksten i USA
07:11 Mærsk: Sådan går det de asiatiske peers torsdag
06:55 Obligationer/tendens: Muligt rentehop fra start - nye inflationstal i fokus
06:45 Hidtil usete gps-forstyrrelser blev registreret på Bornholm i maj
06:43 Houthierne forårsager alvorlig skade på græsk skib
06:33 Asien: Elbilproducenter trækker op i let positivt marked - Japan bakker inden rentemøde
06:33 Federal Reserve regner med blot en enkelt rentesænkning i 2024
06:33 SEB ser 20 pct.s potentiale i Unibrew og hæver kursmålet
06:32 Valuta: Dollar genvinder noget af det tabte efter udsigt til én rentenedsættelse fra Fed
06:32 USA/T-bond: Rentefald efter lave forbrugerpriser - Fed sendte dem lidt op igen
06:32 USA/lukning: Masser af rekorder - Apple, Nvidia og Microsoft i nye toppe
06:30 Kalender med link - torsdag den 13. juni
17:54 Europa/aktier: Afkølet inflation sendte ejendoms- og it-aktier kraftigt i vejret
17:47 Apple sætter sig igen på tronen som verdens største
17:04 Onsdagens aktier: Banker og rentefølsomme aktier festede efter inflationstal
17:01 Onsdagens obligationer: Kraftigt rentefald efter lavere end ventet inflation
16:59 Belgisk underleverandør nedjusterer: Advarer om at markedet for elbiler bremser op
16:31 ECB's vicechef om renteudsigterne: Når du er i et mørkt rum, må du være meget forsigtig