USA/åbning: Små stigninger med fokus på Medtronic og Coca-Cola

Udgivet den 24-04-2023  |  kl. 15:47  |  

Sæsonens tungeste regnskabsuge begynder med små stigninger til de tungeste amerikanske aktieindeks, hvor fremgang til blandt andet Coca-Cola og Medtronic er med til at trække op.

Coca-Cola er i grønt efter et opløftende regnskab, og Medtronic stiger på en godkendelse af selskabets insulinpumpe.

S&P 500-indekset og Nasdaq-indekset stiger begge med 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset løftes marginalt.

Dermed ser fredagens positive takter på cirka 0,1 pct. for de tre indeks ud til at fortsætte.

Ugen er en af sæsonens tungeste målt på antal S&P 500-selskaber, der aflægger regnskab, og der vil især være fokus på tal tirsdag fra blandt andet Alphabet og Microsoft, Meta Platforms onsdag og Amazon torsdag.

Teknologiselskaberne er mandag åbnet med uensartede udsving med plusser på 1,5 pct. til Amazon og 0,6 pct. til Alpabet, mens Microsoft taber 0,9 pct.

Regnskaberne fra teknologigiganterne vil blandt andet blive nærstuderet for at få indsigt i effekten af højere låneomkostninger og en presset økonomi.

- Indtjeningsestimaterne for det sidste halvår i USA er fortsat for optimistiske; vi ser stadig en mild recession forude, siger Laura Cooper, investeringsstrateg hos Blackrock til Bloomberg TV.

- Så vi er virkelig mere selektive i vores aktieområde, og det er afgørende, at indtjeningen vil give lidt kolorit om prognosen, og det kan ændre vores forventninger lidt, fortsætter hun.

MEDTRONIC I HOPLA EFTER GODKENDELSE AF INSULINPUMPE

Medtronic stiger 4 pct., efter at analytikerkorpset har taget godt imod de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af selskabets insulinpumpe.

Finanshuset Wells Fargo hæver efterfølgende sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" da godkendelsen af 780G ses som en "vigtig milepæl".

COCA-COLA OVERGÅR FORVENTNINGERNE

Læskedrikkæmpen Coca-Cola er med et plus på 1,4 pct. i kridthuset i mandagens amerikanske aktiemarked, efter at selskabet har leveret bedre end ventet i sit regnskab for første kvartal.

Her var både den organiske vækst og indtjeningen per aktie bedre end ventet blandt analytikerne.

Coca-Cola leverede således en organisk vækst på 12 pct. i første kvartal, mens konsensus blandt analytikerne på forhånd var 9,6 pct., viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie endte i januar, februar og marts på 0,68 dollar, mens analytikerne havde regnet med 0,65 dollar.

TESLA HÆVER INVESTERINGSFORVENTNINGERNE

Elbilproducenten Tesla har sat flere penge af til investeringer i regnskabsåret 2023.

Selskabet, der har Elon Musk som topchef, venter nu kapitalinvesteringer for 7-9 mia. dollar, hvor der tidligere var ventet 6-8 mia. dollar.

Udsigten til højere investeringer kvitteres af investorerne med et kursfald på 0,9 pct. efter få minutters handel.

BED BATH & BEYOND GÅR KONKURS

Den ikoniske amerikanske møbel- og interiørvirksomhed Bed Bath & Beyond har søndag indgivet konkursbegæring efter flere dårlige år.

Det sender mandag aktien i Bed Bath & Beyond ned med 23,3 pct.

Siden årsskiftet, der har budt på voldsomme kursbevægelser i begge retninger, er aktien faldet med mere end 90 pct. Konkursbegæringen blev afleveret ved USA's Konkursdomstol i selskabets hjemdelstat, New Jersey.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯