USA stiller skarpt på kinesiske chipproducenter og overvejer afgifter

Udgivet den 22-12-2023  |  kl. 11:16  |  

Det amerikanske handelsministerium vil indsamle information om den kinesiske produktion af halvledere, for at måle i hvor høj grad selskaber i USA gør brug af teknologien fra Kina.

Blandt overvejelserne i handelsministeriet er afgifter på de kinesiske halvledere, skriver Bloomberg News.

Der er tale om halvledere baseret på en ældre teknologi, der fortsat er hyppigt anvendt globalt.

USA's handelsministerium vil i januar indlede en undersøgelse af mere end 100 selskaber inden for bil-, luftfarts- og forsvarsindustrien foruden andre områder for at forstå, hvordan de kinesiske computerchips anskaffes og anvendes, fortæller en repræsentant ifølge Bloomberg News.

Flere kinesiske halvlederproducenter har ifølge ministeriets repræsentant tidligere underbudt konkurrenter og styrket Kinas position i stål- og solcelleindustrien - en udvikling, som USA gerne vil undgå i chipindustrien.

- Over de seneste år har vi set mulige tegn på bekymrende metoder fra Folkerepublikken Kina for at udvide selskabers produktion af ældre chips og for at gøre det sværere for amerikanske selskaber at konkurrere, siger den amerikanske handelsminister, Gina Raimondo, i en meddelelse.

Resultaterne fra den forestående undersøgelse vil afgøre USA's næste træk, der blandt andet tæller muligheden for afgifter på teknologien fra Kina. En komité i Repræsentanternes Hus har allerede fremlagt et forslag med tværpolitisk opbakning om at pålægge afgifter på de omfattede computerchips.

- Brugen af handelsuoverensstemmelser som et redskab eller våben forbryder sig mod markedsøkonomiens principper og fair konkurrence og vil med tiden skade amerikanske og globale interesser, siger Wang Wenbin, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, ifølge Bloomberg News.

- USA bør holde sig til de økonomiske handelsregler og markedsøkonomiens principper og skabe betingelser for et økonomisk samarbejde mellem USA og Kina, fortsætter han.

USA's præsident, Joe Biden, har også indført begrænsninger på handlen med computerchips fra USA til Kina. Begrænsningerne omfatter nyere computerchips til brug inden for kunstig intelligens foruden militært brug.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Kina❯  USA❯