USA/lukning: Apple faldt tungt - chipaktier sikrede alligevel rekord

Udgivet den 22-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Trods et større kursfald til Apple var der igen torsdag fremgang til de amerikanske aktier, som især blev løftet af chipaktierne, som blev belønnet for et solidt regnskab til Micron Technology onsdag aften.

Der var samtidig fortsat medvind til markedet i kølvandet af onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank. Federal Reserve fastholdt som ventet sin rente i 5,25-5,50 pct., men holdt samtidig også fast i, at den skal sænkes tre gange i år, selv om tegnene fra økonomien ellers ikke har peget mod helt samme afdæmpning af inflationen som tidligere ventet.

Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund med 0,3 pct. og endte således i årets 20. rekord i 5241,53 indekspoint, mens Dow Jones vandt 0,7 pct., og Nasdaq gik frem med 0,2 pct.

Fredag morgen ser udviklingen lidt ulden ud. De amerikanske futures svinger fra et let negativ åbning til en positiv med stigninger i de tre ledende amerikanske aktieindeks på under 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

BLØD LANDING

Torsdagens kursplusser kom samtidig i kølvandet af en håndfuld nøgletal fra USA med en mindre forværring af erhvervstilliden i februar og lidt færre nye arbejdsløse end spået. De ledende indikatorer steg dog overraskende i sidste måned.

Samlet set styrkede det håbet hos investorerne om en blød landing for økonomien, hvor inflationen bringes ned, uden at væksten forsvinder helt.

- For nu er tesen om en blød landing intakt, da de ledende indikatorer viser gryende tegn på at udvikle sig mere positivt, lyder det fra Jim Baird, investeringschef hos Plante Moran Financial Advisors, til Bloomberg News.

APPLE PRESSET

I S&P 500 var det industriaktierne, der klarede sig bedst torsdag med et plus på 1,0 pct. Finans steg samtidig med 0,9 pct., mens de to teknologitunge vækstsektorer inden for cyklisk forbrug og it vandt 0,5 og 0,1 pct. I den anden ende var der et mindre minus til kommunikationsservice på 0,2 pct.

Det var Apple, der holdt markedet tilbage torsdag, da aktien satte sig tungt med 4,1 pct. Det skete i kølvandet af nyheden om, at det amerikanske justitsministerium har besluttet sig for at sagsøge elektronikkæmpen for misbrug af sin dominerede stilling ved at gøre det svært og dyrt for udviklere at markedsføre deres applikationer via App Store.

Læg dertil, at også EU-Kommissionen vil undersøge Apples ageren på samme front, hvilket i øvrigt samtidig vil gælde for konkurrenten Google Play, hvorfor ejeren Alphabet faldt 0,8 pct. torsdag.

Apples aktie er faldet med 11 pct. i 2024, og dens markedsværdi ligger nu mere end 500 mia. dollar efter Microsofts.

MICRON LØFTET AF AI

Inden for it blev æblekoncernens minus dog opvejet af fremgang til chipaktierne. Her førte Micron Technology an med et plus på 14,1 pct., da væksten inden for kunstig intelligens udløste en salgsforventning for tredje kvartal på 6,4-6,8 mia. dollar mod konsensus på knap 6,00 mia. dollar. Andet kvartal så samtidig indtægter på 5,82 mia. dollar, hvilket ifølge Bloomberg News var en halv milliard mere end ventet.

Den gode nyhed løftede også halvleder-konkurrenterne i S&P 500. Broadcom steg derfor 5,6 pct., mens Applied Materials vandt 2,8 pct. Lam Research gik op med 3,5 pct., ligesom Super Micro Computer også vandt 8,4 pct. Nvidia, den største af dem alle, steg desuden 1,2 pct.

På softwaresiden, altså også inden for it, vandt Microsoft frem med 1,0 pct., mens Meta Platforms, kollega med Alphabet i kommunikationsservice, steg 0,4 pct., og i cyklisk forbrug var der stilstand til Amazon, mens Tesla faldt 1,6 pct.

I industri var det Caterpillar, som trak mest op med et plus på 2,3 pct., mens Uber også vandt 2,1 pct., og General Electric blev løftet 1,6 pct.

I bunden af S&P 500 befandt it-konsulenten Accenture sig med et kursfald på 9,3 pct. efter en nedjustering af indtjeningsforventningerne såvel som vækstbuddet for hele 2023/24, da kunderne ser ud til at reducere deres it-investeringer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder
06:32 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:32 USA/T-bond: Renterne steg torsdag efter høgesnak og høje importpriser