USA/lukning: Beskedent fredagsfald, men solidt ugeplus - Unitedhealth i front

Udgivet den 17-07-2023  |  kl. 06:22  |  

De amerikanske aktier faldt fredag beskedent, men endte alligevel med at levere et samlet ugeplus på 2,4 pct.

Samme udvikling synes at ville starte den nye uge. Futures indikerer små kursfald på under 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Fredag var det defensive sundhed, som holdt markedet i plus, mens cykliske aktier omvendt var under pres.

Regnskabssæsonen gik for alvor i gang fredag, og på den front blev USA's største sygekasse, Unitedhealth, belønnet for en opjustering, mens det var mere så som så for storbankerne efter deres tal.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,1 pct., mens Dow Jones blev løftet 0,3 pct., og Nasdaq satte sig 0,2 pct.

FORRYGENDE 2023

I det hele taget har 2023 indtil været et forrygende aktieår, især for de helt store teknologiselskaber, da S&P 500 er steget med 17,3 pct., og nu blot er 6 pct. fra rekorden fra januar 2022.

- Markedet har festet som om, det er 1999 i denne uge, siger Jim Reid, chefstrateg hos Deutsche Bank, ifølge Bloomberg News med henvisning til den kendte Prince-sang.

- Det er svært at stille sig i vejen for den fortælling lige nu, uanset hvad der sker.

Fremgangen i denne uge har især været drevet af milde inflationstal for juni med afdæmpning af stigningerne i både forbrugerpriserne og producentpriserne, hvilket har øget håbet om, at Federal Reserve vil nøjes med et renteløft mere i år og ikke to, som banken ellers selv i juni signalerede.

Det har også betydet, at markedsrenterne i denne uge er faldet tilbage, men fredag gik det dog den anden vej, da forbrugertillidsmålingen fra University of Michigan steg mere end ventet til det højeste niveau siden september 2021.

SYGEKASSE I FRONT

I S&P 500 var det den defensive sektor for sundhed, som klarede sig bedst med et plus på 1,5 pct.

Det var et resultat af, at regnskabssæsonen er blevet skudt i gang, for det var sygekassen Unitedhealth, som først og fremmest trak op med et plus på 7,2 pct. efter en mindre opjustering af indtjeningsforventningerne trods stigende omkostninger.

Det trak flere af konkurrenterne med op, hvorfor Elevance Health steg 5,1 pct., mens Cigna Group vandt 4,7 pct. Desuden var der løft til Elli Lilly, der planlægger at overtage biotekselskabet Versanis, som gør sig inden for fedmebehandling, for 2,0 mia. dollar, på 3,4 pct.

Fredag var der også fremgang til dagligvarer på 0,4 pct. og til cyklisk forbrug på 0,3 pct., mens it og kommunikationsservice derimod faldt 0,2 og 0,6 pct.

Her var der inden for it plus til Microsoft på 0,8 pct. og til Apple på 0,1 pct., mens Nvidia vendte et plus til minus 1,1 pct.

I cyklisk forbrug steg Amazon derimod 0,3 pct., mens Tesla vandt 1,3 pct.

I kommunikationsservice gik Alphabet frem med 0,7 pct., mens Meta derimod faldt 1,5 pct.

Der var også minus til mobilkæmpen AT&T på 4,1 pct., da investeringsbanken JPMorgan Chase sænkede sin anbefaling af aktien, efter The Wall Street Journal har afdækket, at store mængder af giftige blyklædte kabler er efterladt af teleselskaberne i USA. AT&T dækker 40 pct. af alle husstande i USA og vil i givet fald skulle betale mest til oprydningen.

BLANDET FRA BANKERNE

I den anden ende faldt energiaktierne med olieprisen med 2,8 pct., mens der også var tilbagegang til finans på 0,7 pct.

Blandt bankerne var der minus til Citigroup på 4,1 pct. på trods af en bedre end ventet udvikling i andet kvartal, men USA's største bank, JPMorgan Chase, også kun blev handlet op med 0,6 pct. fredag trods en opjustering af forventningerne og det bedste kvartalsresultat nogensinde.

Wells Fargo lagde også sine tal frem og faldt på den baggrund 0,3 pct., selv om banken ligesom JPMorgan hævede sine forventninger til renteindtægterne.

Blackrock, verdens største kapitalforvalter, satte sig ligeledes 1,6 pct. Regnskabstallene var egentlig lidt bedre end ventet, men et fald i kapitalindstrømningen på 11 pct. skuffede.

Det gik dog endnu ringere for State Street. Banken faldt 12,1 pct. Her steg omkostningerne nemlig hurtigere end indtægterne, ligesom bundlinjen var støttet af tilbageførsel af kredithensættelser og lavere beskatning end ventet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
07:00 Huscompagniet får løftet kursmålet af Carnegie efter regnskab
06:34 Pandoras kursmål løftet 10 pct. af norsk finanshus
06:34 GN's kursmål løftet 9 pct. hos norsk finanshus
06:34 Mærsk kursmål reduceret med 500 kr. af amerikansk storbank
06:34 Morningstar ser Novos aktie falde 30 pct.