USA/lukning: Vendte rundt fra rekord inden vigtige inflationsdata tirsdag

Udgivet den 13-02-2024  |  kl. 06:32  |  

Efter fremgang i 14 af de seneste 15 uger og indtil nu ti lukkerekorder i 2024, den seneste fredag, da S&P 500-indekset for første gang sluttede over 5000 indekspoint, så fortsatte markedet mandag igen indledningsvist kursstigningerne.

Men ud på eftermiddagen satte trætheden ind, da teknologiaktierne vendte rundt inden tirsdagens meget vigtige måling af forbrugerprisernes udvikling i januar.

Usikkerheden synes at ville fortsætter tirsdag. Futures indikerer fald i Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq på 0,1-0,2 pct. i New York senere på dagen.

Markedet, som er steget med 5,3 pct. i 2024 og med mere end 40 pct. siden bjørnemarkedets bund i oktober 2022, anses dog også af flere iagttagere for at være højt prissat, også set i lyset af, at renten i USA ligger 5,00 pct.point højere end starten af 2022, da S&P 500 inden bjørnemarkedet senest satte rekord.

En artikel i The Wall Street Journal har søndag dog peget på, at S&P 500 trods rekordniveauet ikke handles på historisk set helt ekstreme multipler, ligesom flere finanshuse også har fremhævet, at selskaberne i USA har leveret større indtjeningsvækst i fjerde kvartal end ventet.

Efter mindre stigninger i sidste uge satte markedsrenterne sig en smule mandag inden tirsdagens vigtige måling af forbrugerprisernes vækst i januar, hvor alt andet end en afdæmpet inflation vil skuffe og kunne udløse uro på markederne.

Det brede marked, S&P 500-indekset, faldt mandag med 0,1 pct. fra fredagens lukkerekord, mens Dow Jones derimod vandt 0,3 pct. til rekord nummer 12 i 2024 i 38.797,38 point.

Nasdaq vendte ligesom S&P 500 rundt fra et plus til et minus på 0,3 pct.

- Kursrallyet frem til 5000 har været støttet af fundamentalerne med en blød landing nu mere sandsynlig, og en indtjeningssæson, som pænt har overgået forventningerne efter en rodet start, siger Jeffrey Buchbinder, chefstrateg hos LPL Financial, til Bloomberg News.

- Et marked, som handles 20 gange indtjeningen synes dyrt, men det er rimeligt, hvis økonomien undgår recession og indtjeningerne vokser tocifret i år, hvilket ikke er udelukket.

LØFTET AF OPKØB

I S&P 500 var det forsyningsaktierne, som klarede sig bedst med et plus på 1,1 pct. Energi vandt tilsvarende efter stigninger til olieprisen hver dag i sidste uge og i kølvandet af nyheden om, at Diamondback Energ vil overtage konkurrenten og privatejede Endeavor for 26 mia. dollar.

Nyheden sendte Diamondbacks aktie op med 9,4 pct. mandag. De to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron steg samtidig 0,7-1,4 pct.

Der var også plus til de cykliske sektorer som industri, finans samt råvarer og materialer på 0,1-0,7 pct.

I den anden ende faldt it-aktierne mest med 0,8 pct., mens cyklisk forbrug satte sig 0,2 pct., og kommunikationsservice tabte 0,2 pct.

Det var da også Microsoft og Apple, som gled længere i minus i den sene handel og dermed sendte markedet fra et plus til et mindre minus. De to it-giganter faldt med henholdsvis 1,3 og 0,9 pct. I samme sektor steg Nvidia dog atter med 0,2 pct.

I cyklisk forbrug tabte Tesla 2,8 pct. ovenpå nyheden om endnu en prissænkning i USA. Denne gang er det Model Y, som er blevet 1000 dollar billigere frem til udgangen af februar for at øge vintersalget. Amazon, der kæmper med Nvidia om at være næste selskab til at nå 2000 mia. dollar i markedsværdi, de to ligger side om side nær 1800 mia. dollar, tabte også 1,2 pct.

MERE END FORDOBLET

Byggemarkedskæden Lowe's gik derimod frem med 3,4 pct. efter en opjustering af anbefalingen hos JPMorgan Chase til "overvægt".

I kommunikationsservice vandt Meta Platforms også frem med 0,2 pct., mens Alphabet derimod mistede 1,0 pct.

I toppen af hovedindekset steg tøjkoncernen VF Corp. med 14,0 pct., da en af selskabets grundlæggeren John Barbeys familiemedlemmer har valgt at støtte den aktivistiske investeringsfond Engage Capitals forsøg på at presse omstruktureringer igennem. VF ejer mærker som North Face, Timberland og Dickies.

Uden for S&P 500 fortsatte chipdesigneren Arm, som har stort set alle verdens større chipproducenter som kunder, med at vinde frem. Mandag blev det til et plus på 29,3 pct. Aktien steg også næsten 48 pct. torsdag efter en opjustering, og den er nu mere end fordoblet den seneste uge.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet