USA/T-bond: Renter steg igen med størst løft i den korte ende
De amerikanske renter steg igen tirsdag, da investorerne fortsatte mandagens sejlads ud af sikker havn i de amerikanske statsobligationer, og da markedet samtidig forberedte sig på en renteforhøjelse fra Federal Reserves side onsdag, hvilket hev de korte renter mere op end de lange.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg tirsdag med 13 basispoint til 3,61 pct. Den tiårige statsobligation startede tirsdag nær sin rentebund i 3,43 pct., mens den toppede i netop 3,61 pct.
Onsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 3,59 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 2 point over renten ved dansk lukketid tirsdag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente hoppe op med 19 basispunkter til 4,17 pct.
Onsdag morgen er den korte toårige T-bond rente på 4,13 pct. på markedet i Tokyo.
Med udviklingen tirsdag dykkede rentekurven yderligere til minus 54 point mod negative 50 point mandag.
- Renterne stiger, fordi der er risk-on og mere normalitet i markedet. Investorerne lukker positionerne, man tog, da man var meget nervøse og søgte sikkerhed, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
Efter weekendens schweiziske tvangsægteskab mellem Credit Suisse og UBS, og søndagens melding om, at de store vestlige centralbanker vil støtte hinanden med likviditet, hvis det skulle blive nødvendigt, var der tirsdag yderligere beroligende nyt til investorerne.
Først var der forlydender om, at de amerikanske myndigheder overvejer at garantere alle kundeindskud i de amerikanske banker, hvis krisen forværres. Finansminister Janet Yellen gik i en tale ikke så langt, men lovede dog, at myndighederne er parate til at træde til, hvis en ny krise i en mindre bank udgør en systemisk trussel mod banksystemet i USA.
Investorerne varmede samtidig op til onsdagens rentemelding fra USA's centralbank, der onsdag indledte sit todages rentemøde.
- Der er positionering inden rentebeslutningen onsdag. Markedet indregner en 0,25 pct.point i renteforhøjelse, og det er derfor den korte rente stiger mest tirsdag, siger Lars Skovgaard Andersen og oplyser, at det også er Danske Banks forventning efter de seneste ugers uro i banksektoren.
- Danske Bank tror på en renteforhøjelse på 0,25 pct.point. Det er vigtigt, at Federal Reserve ikke er for nervøs. 25 basispoint er den gyldne middelvej, mener Lars Skovgaard Andersen.
Handelen med rentefutures pegede tirsdag også med en sandsynlighed på mere end 80 pct. på en forhøjelse af renten på 0,25 pct.point onsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›