USA/T-bond: Renterne vendte rundt og steg op til jobrapporten

Udgivet den 08-12-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske statsrenter stoppede torsdag sin nedtur og kravlede i stedet opad før dagens imødesete arbejdsmarkedsrapport for november.

Meldinger fra Japan, hvor centralbanken muligvis er på vej til som den sidste store økonomi at kravle ud af negativt renteterritorium, var med til at skubbe til bevægelsen.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond steg med 5 basispoint til 4,15 pct. efter et fald på 6 basispoint onsdag. Fredag morgen ligger renten på det amerikanske papir i 4,16 pct. - uændret fra niveauet ved dansk lukketid.

Renterne er da også blevet banket i bund på det seneste. November var på globalt plan den bedste måned for obligationer siden 2008, og i USA var afkastet på obligationerne det største siden 1985.

Derfor er renterne muligvis også faldet for kraftigt inden for kort tid.

- Stigningerne i det globale obligationsmarked er gået meget hurtigt og langt i november, så det er en fornuftig pause, siger Janet Mui, der er chef for markedsanalyse hos RBC Brewin Dolphin, til Bloomberg News.

Fra nøgletalsfronten var der torsdag mere nyt fra arbejdsmarkedet før fredagens officielle rapport for november.

De seneste dage har været påvirket af meldingerne om klart færre end ventede jobopslag og en mindre en ventet jobskabelse i det private arbejdsmarked ifølge ADP.

Torsdag viste den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige 220.000 førstegangsledige i sidste uge, og det var præcis som ventet blandt økonomerne, fremgår det af estimater indsamlet af Bloomberg News.

Et andet tal pegede på, at engroslagrene faldt dobbelt så meget som først antaget i oktober.

Den endelige opgørelse pegede således på et fald på 0,4 pct. i oktober sammenlignet med september mod et fald på 0,2 pct. i den foreløbige opgørelse.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder