USA/tendens: Amazons aktionærer står til samlet gevinst på 120 mia. dollar

Udgivet den 04-08-2023  |  kl. 14:02  |  

Der er overvejende beherskede stigninger i sigte på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor et stærkt regnskab fra Amazon opvejer afdæmpede salgstal fra Apple i andet kvartal.

Samlet er interessen for Amazon så stor, at markedsværdien ser ud til at få et løft på 120 mia. dollar, eller 817 mia. kr., når markedet åbner.

Futures for S&P 500-indekset indikerer en positiv åbning på 0,2 pct., og endnu bedre går det Nasdaq-futuren, der ligger 0,3 pct. højere.

Dow Jones-futuren falder 0,03 pct.

Fremgangen følger mindre fald torsdag på 0,1-0,3 pct. i de tre toneangivende indeks.

Ud over de mange regnskaber vil markedsdeltagerne fredag holde godt øje med eftermiddagens jobtal fra USA, der ventes at vise en uændret arbejdsløshed på 3,6 pct. og en stigning i beskæftigelsen uden for landbruget på 200.000.

AMAZON I TIGERSPRING

De helt store samtaleemner er dog Amazon og Apple oven på mastodonternes kvartalsregnskaber torsdag aften efter amerikansk børslukketid.

Amazon kom stærkt gennem andet kvartal, hvor omsætningen viste sig en del højere end ventet.

Samtidig spillede selskabet ud med en stærk prognose for det igangværende tredje kvartal, der ligeledes slog markedets forventninger klart.

Aktien stiger 9 pct. til lige over 140 dollar, svarende til et markant hop i markedsværdien på omtrent 120 mia. dollar til 1450 mia. dollar.

APPLE UNDER PRES

For Apple tegner åbningen derimod mere grå. Elektronikkoncernen falder 2,5 pct. i formarkedet, efter at Apple torsdag leverede lidt skuffende salgstal for sit flagskib - iPhones.

Kvartalet, der er Apples tredje i det forskudte regnskabsår 2022/23, bød desuden på en samlet salgsnedgang for tredje kvartal på stribe.

Og selv om indtjeningen egentlig var bedre end ventet af analytikere, er det altså toplinjen, som investorerne især hæfter sig ved.

AMGEN TIL VEJRS

I medicinalsektoren stiger Amgen 1,2 pct. i formarkedet i kølvandet af sit regnskab, der var bedre end ventet målt på overskuddet per aktie.

Den seneste tids samtaleemne og aktiedarling på de sociale medier Tupperware stiger hele 55 pct. i formarkedet til 5,58 dollar, efter at det har indgået en aftale med sine banker om en restrukturering af gælden.

Aktien er nu mere end ottedoblet i værdi på godt et par uger.

Og mens investorer sværmer om plastikbøtter fra Tupperware bliver Microchip Technology vendt ryggen efter skuffende meldinger i forbindelse med mikrochipproducentens regnskab.

Ifølge Bloomberg lægges der særligt mærke til en kommentar fra selskabets topchef på en telekonference, hvor han har givet udtryk for, at han venter, at kunder vil forsøge at udskyde og aflyse allerede afgivne ordrer for at tilpasse sig i en ny situation på deres markeder.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:00 Europa/aktier: Første månedlige fald i et halvt år presset af bilgiganter
17:23 Tirsdagens obligationer: Rentestigning frem mod rentemøde i USA
17:07 Tirsdagens aktier: Novo og Zealand trukket frem af amerikansk konkurrent
16:59 Novo-rival ser salgsvæksten accelerere i andet halvår
16:36 Novo-rival ser salgsvæksten accelerere i andet halvår
16:27 Fransk luksusgigant overvejer salg af Marc Jacobs
16:11 Ambu får løftet kursmålet hos Carnegie
16:03 Carlsberg-topchef: Muligheden for flere prisstigninger er ved at være begrænsede
15:47 USA/åbning: Rentemøde trykker stemning på endnu en stor regnskabsdag
15:47 ECB's Holzmann fraråder rentesænkninger i både juni og juli
15:44 Carlsberg-topchef: Muligheden for flere prisstigninger er ved at være begrænsede
14:44 Valuta: Japansk regering intervenerede ifølge BoJ-data mandag
14:18 USA/tendens: Lettere nervøsitet frem mod Fed-møde trods positive regnskaber
13:30 Europa/aktier: Bilgiganter tynger markedet til første månedlige fald i et halvt år
13:21 Eli Lillys opjustering gøder for positive tal fra Novo spår Sydbank-analytiker
13:17 Novo nyder godt af rivals opjustering - begge aktier sendes højt til vejrs
11:45 Aktier/middag: Mærsk trækker C25 ned efter Svitzer-udskillelse - GN trækkes op af rival
11:42 Schouw opjusterer driftsforventninger efter stærk udvikling i BioMar
11:42 Økonom ser lavere renter i Europa til juni trods inflationstal med streg i regningen
11:30 Schouw Q1: Stærk udvikling i BioMar udløser opjustering på driften