Valuta: Afventede investorer og høje renter fastholder stærk dollar

Udgivet den 19-10-2023  |  kl. 06:22  |  

Voksende forventninger hos investorerne om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil holde renterne høje i lang tid fremover kombineret med stigende flugt mod sikkerhed grundet urolighederne i Mellemøsen fastholder en stærk dollar torsdag, mens finansmarkederne afventede dagens tale fra centralbankchef Jerome Powell.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 106,55 mod 106,52 onsdag eftermiddag.

Powell er den sidste i en række af topfolk fra Federal Reserve til at give sit besyv med, inden medlemmerne af bankens monetære udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), får mundkurv på op til den kommende pengepolitiske møde i starten af november.

Senest har Federal Reserve-guvernør Christopher Waller og den magtfulde chef for Federal Reseres afdeling i New York, John Williams, kommenteret udviklingen.

Waller, der anses som er et af FOMC's strammeragtige medlemmer, sagde onsdag, at han foretrækker at "vente og se", om den amerikanske økonomi fortsætter den uforandrede styrke eller om den hidtil buldrende fremtoning er ved at svækkes i lyset af den lange række af renteforhøjelser til dato.

John Williams havde også kommentarer onsdag om ikke at tage nogen chancer i forhold til kampen mod inflationen.

- Vi er nødsaget til at fastholde denne restriktive position i nogen tid, sagde John Williams på det ugelange møde i Economic Club of New York, der har været skueplads for de seneste monetære udgydelser, og hvor også Jerome Powell skal tale torsdag.

Federal Reserves politiske beslutningstagere signalerer alle en pause i renteforhøjelsescyklussen, mens de spejder efter en løsning på de blandede signaler fra økonomien.

- Jeg tror, det er meget sandsynligt, at Federal Reserves topchef vil gentage de mere forsigtige kommentarer, der er kommet fra centralbankens top i løbet af den sidste halvanden uge, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia i Sydney til Reuters.

Futures-markederne regner på nuværende tidspunkt med en encifret sandsynlighed for en forhøjelse på det næste pengepolitiske mødet i FOMC i starten af november, ifølge CME FedWatch.

Dollar koster 149,85 yen torsdag morgen mod 149,80 yen per dollar onsdag eftermiddag kl 17.

Euro koster torsdag morgen 1,0535 dollar mod 1,0535 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden, og pund koster 1,2135 dollar torsdag morgen mod 1,2145 dollar ved 17-tiden onsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder