Valuta: Dollar i status quo frem mod rentereferat fra USA

Udgivet den 21-02-2024  |  kl. 15:19  |  

Den amerikanske dollar viser små bevægelser onsdag, hvor markedet afventer aftenens store begivenhed i form af rentereferatet fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Efter udsving over formiddagen ligger dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 104,05 mod 103,90 tirsdag eftermiddag.

Det var første gang i mere end en uge, at indekset i løbet af tirsdagen samt onsdag morgen lå under 104, og baggrunden skal findes i det amerikanske T-bondmarked, hvor den toårige rente tirsdag faldt 3 basispoint til 4,61 pct., og det niveau holder ved onsdag.

Fredag inden den forlængede amerikanske weekend toppede den toårige rente i 4,71 pct.

De vigende renter er katalyseret af lavere end forventet canadiske inflationsdata og en afdæmpet lønvækst i eurozonen, som har resulteret i vigende indenlandske renter, og øgede forventninger til de globale centralbankers rentenedsættelser i år.

Onsdag vil markedet så rette blikket mod rentereferatet fra Federal Reserve i håbet om at få en indikation af, hvornår centralbanken og formand Jerome Powell første gang vil sænke renten i år.

- Siden FOMC-mødet (centralbankens renteudvalg, red.) har Jerome Powell og Federal Reserves politiske beslutningstagere trukket i land med forventningerne til rentenedsættelser, hvilket især skyldes sidste uges inflationsdata, der viste mere vedholdende inflation end ventet, siger Fiona Cincotta, senioranalytiker hos Citi Index, ifølge Reuters.

- I øjeblikket forventer markedet, at Federal Reserve begynder at sænke renten i juni. Et høgeagtigt referat kan skubbe det længere tilbage, og det kan styrke den amerikanske dollar, lyder det videre.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder