Valuta: Dollar svækket en smule efter rentemødereferat

Udgivet den 04-01-2024  |  kl. 06:27  |  

Den amerikanske dollar er svækket en smule torsdag, efter at referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank viste, at centralbankens topfolk er overbeviste om, at inflationen er ved komme under kontrol.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger torsdag morgen i 102,44 sammenlignet med 102,59 onsdag eftermiddag.

Referatet fra den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde i december, der blev offentliggjort onsdag aften, viste, at beslutningstagerne var overbeviste om, at inflationen var ved at komme under kontrol og at de var bekymrede over risiciene ved centralbankens "alt for restriktive" pengepolitik for økonomien.

Der var dog ingen klare ledetråde om, hvornår centralbanken kunne begynde at sænke renterne, hvor beslutningstagerne stadig så et behov for, at renterne forbliver restriktive i nogen tid.

- Beskeden om, at renterne vil forblive høje, rejser endnu et kig på de aggressive forventninger til sænkninger, som markederne prissætter, siger Christopher Wong, valutastrateg hos OCBC, ifølge Reuters.

Den amerikanske valutas optur fra sidste uges femmåneders lavpunkt i 100,61 har ifølge valutastrategen blandt andet været drevet af globale vækstbekymringer, risikoafstemning i amerikanske aktier og markeder, der delvist afvikler nogle af deres aggressive satsninger på rentesænkninger.

Euro koster torsdag morgen 1,0925 dollar mod 1,0905 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder