Valuta: Dollar viger fra stærkeste niveau siden marts over for euro

Udgivet den 26-09-2023  |  kl. 15:29  |  

Dollar er vendt rundt tirsdag eftermiddag og svækkes en smule fra det stærkeste niveau siden marts over for euro.

Det sker på et tidspunkt, hvor valutamarkedet i høj grad følger det amerikanske obligationsmarkeds taktstok.

Den tiårige amerikanske rente ramte nemlig natten til tirsdag det højeste niveau siden oktober 2007, hvilket umiddelbart slog igennem i en styrkelse af dollar, da afkastet på at holde den amerikanske valuta derved stiger.

Siden er obligationsrenterne dog faldet lidt igen, hvilket har sendt dollar en smule ned mod euro.

Ved 14.55-tiden koster en euro 1,0607 dollar mod 1,0577 dollar mandag eftermiddag og 1,0570, da dollar var stærkest tirsdag kort efter klokken 9.

Over for yen ramte dollar tidligere tirsdag 149,18 yen - det højeste niveau siden oktober sidste år, hvor Bank of Japan intervenerede og foretog støtteopkøb af yen på valutamarkedet.

Derfor er valutahandlerne ifølge Reuters i stigende grad på tæerne af frygt for japansk intervention.

Og den japanske finansminister Shunichi Suzuki mindede da også tidligere tirsdag markedet om risikoen for, at myndighederne griber ind i prisdannelsen.

Det skete med en melding om, at regeringen "følger valutabevægelserne med stor alvor". Og vinket var ifølge Reuters nok til at få markedet til at sende dollar under 149 yen igen.

Skulle dollar etablere sig over et niveau på 150 yen, vil det i givet fald være det stærkeste niveau siden 1990.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder