Valuta: Dollarstyrke fastholdes trods vigende renter

Udgivet den 12-05-2023  |  kl. 06:32  |  

De seneste dages styrkelse af amerikanske dollar fastholdes fredag morgen, hvor den genopblussede uro i den regionale banksektor i USA får investorerne til at frygte for den bredere finansielle stabilitet og giver anledning til øget efterspørgsel efter sikre placeringer.

Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen ved 5-tiden i 102,05 mod 102,04 torsdag eftermiddag.

Den amerikanske dollars styrke er opstået på trods af klare signaler om en afmatning i den amerikanske økonomi. Onsdag viste forbrugerprisdata aftagende inflation og tendensen blev torsdag forstærket af data fra Labour Department torsdag, der viste, at producentpriserne kun steg beskedent i april, hvilket førte til den mindste årlige stigning i producentinflationen i mere end to år.

Rapporterne antyder, at efterspørgslen er aftagende, og at risikoen for en recession senere på året er stigende.

Også torsdagens ugentlige tal for nye arbejdsløshedsansøgninger peger i samme retning, idet antallet steg til det højeste niveau i halvandet år, hvilket indikerer, at det hidtil særdeles stramme arbejdsmarked er ved at slå revner.

- Disse data burde glæde Federal Reserve, da enhver opblødning på arbejdsmarkederne vil hjælpe til at køle den amerikanske inflation, siger markedschef Ryan Brandham fra Validus Risk Management ifølge Reuters.

Alt i alt styrker det troen på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil stoppe op efter 10 renteforhøjelser i træk og hold pause i et uvist tidsrum, inden renten igen bliver reduceret.

De finansielle markeder prissætter nu en 98 pct. sandsynlighed for, at Federal Reserve standser op og fastholder renten stabil det næste pengepolitiske møde i juni.

Samtidig indregnes i stiende grad rentenedsættelser begyndende i september og fortsættende frem til årets udgang ifølge CME FedWatch Tool.

Der er dog stadig er en bred kløft mellem markedernes og Federal Reserves syn på timingen og størrelsen af rentenedsættelser.

Markederne tror på rentereduktioner på omkring 75 til 80 basispoint, mens Federal Reserve ser ud til at være fast besluttet på. for at holde renten i ro i en lang periode.

- Der vil opstå volatilitet, når markedet tilpasser sig. I tilfælde af, at markedet i sidste ende afvikler deres håb om nedsættelser og rejustere deres renteforventninger, kan dollar stadig finde en vis støtte, vurderer valutastrateg Christopher Wong fra OCBC i Singapore over for Reuters.

Der er dog ingen udsigt til yderligere dollarstyrkelse på denne side af weekenden.

- I betragtning af at datakalenderen i dag er ret let, tror jeg, at valutaerne sandsynligvis forbliver i de seneste intervaller, og markedet vil være ret stille op til weekenden, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Dollar koster fredag morgen 134,65 yen mod 134,45 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro koster samtidig 1,0920 dollar mod 1,0915 dollar torsdag eftermiddag, og pund sterling koster 1,2510 dollar mod 1,2525 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder