Valuta: Euro snubler igen over for dollar
Euro sætter sig onsdag en smule over for dollar, da den handles til 1,3512 dollar per euro mod gårsdagens niveau klokken 17 på 1,3529 dollar per euro. Siden mandag har dollaren således skiftet retning hver dag i forhold til den fælleseuropæiske valuta.
Skiftene kommer i forlængelse af sidste uge, hvor dollaren svækkedes de sidste fire handelsdage fra 1,3456 dollar per euro til 1,3640 dollar per euro.
Det amerikanske finansministerium melder desuden onsdag, at der i næste uge bliver udstedt for 72 mia. dollar i statsobligationer, samt at ministeriet venter den første auktion med variable renter i løbet af det næste år.
Også yen fortsætter forsigtigt den seneste periodes svækkelse med et fald fra 93,36 yen per dollar tirsdag klokken 17 til 93,63 yen per dollar.
Årsagen til yens fortsatte svækkelse skal findes i tirsdagens annoncering af en fremrykket tilbagetræden fra den japanske centralbanks topchef, Masaaki Shirakawa. Han forlader posten som guvernør i Bank of Japan allerede den 19. marts - eller tre uger før hans embedsperiode udløber - og samme dag som to af hans vice-guvernører forlader centralbanken.
- Den kommende Bank of Japan-guvernør ventes at blive en person, der vil skubbe hårdt på for yderligere lempelser. Så yen-svækkelsen vil sandsynligvis vare ved, siger chefdealer Masato Yanagiya fra Sumitomo Mitsui Banking i New York til Bloomberg News.
Fra politisk side har der været et stigende pres på Masaaki Shirakawa for at få gennemført yderligere pengepolitiske lempelser. Seneste har banken måtte give efter for premierminister Shinzo Abes krav om kraftige og hurtigtvirkende lempelser i form af en fordobling af Bank of Japans inflationsmål, der nu lyder på 2 pct.
Ifølge den japanske tv-station NHK vil Japans premierminister Shinzo Abe præsentere sin kandidat til posten som centralbank-guvernør for oppositionspartierne senere i denne måned.
Mellem yen og euro styrkes yen imidlertid en smule fra tirsdagens lukkeniveau på 126,35 yen per euro klokken 17, dansk tid. En euro koster således 126,32 yen i onsdagens handel.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk