Valuta: Handlen gået i stå op til amerikansk inflationsrapport

Udgivet den 10-04-2024  |  kl. 06:32  |  

Stilheden er lammende på valutamarkedet onsdag morgen, hvor handlen er domineret af afventende investorer, der ikke ønsker at foretage sig noget som helst, inden dagens vigtige amerikanske forbrugerprisrapport er offentliggjort.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 104,14 mod 104,12 tirsdag eftermiddag.

Dagens primære markedsfokus er den amerikanske forbrugerprisinflation for marts, som de finansielle markeder har ventet spændt på i dagevis for at få indikationer om hvor når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, eventuelt starter på den rentereduktionscyklus, som på nuværende tidspunkt stadig er den overvejende opfattelse vil blive sat i værk.

- Et solidt forbrugerpristal vil sandsynligvis få markederne til at droppe prissætningen af en nedsættelse i juni, hvilket kan få dollar til at styrkes kraftigt, siger valutastrateg Carol Kong FRA Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.

En stigning i kerne-forbrugerpriserne på 0,3 pct. eller mere på månedsbasis vurderes at være dødsstødet for en rentenedsættelse i juni, fordi der vil være yderligere to forbrugerpris-målinger forud for juni mødet i FOMC, der er den amerikanske centralbanks renteudvalg, Federal Open Market Committee.

Og det er sandsynligvis ikke er tilstrækkelige til at vise det mønster af aftagende inflation, som FOMC ønsker for at give startskud til en rentereduktion.

Inflationsdataene følger en overraskende stærk jobrapport sidste fredag, der blæste forbi prognoserne, og satte en stort spørgsmålstegn ved, hvor hurtigt og hvor meget centralbanken vil sænke renten i år, da der fortsat synes at være masser af styrke i den amerikanske økonomi.

Futures-markedet har reduceret satsningen til omkring 60 basispoint i samlet reduktion i år, hvilke er det laveste niveau siden oktober.

Samtidig er odds for den første sænkning finder sted i juni omkring 60 pct., ifølge CME Groups Fedwatch.

Modsat vil en svag forbrugerprisstigning under forventningerne næppe øge sandsynligvis for en juni-reduktion, da der stadig er masser af data, der kan forhindre en endelig beslutning.

Til gengæld vil de amerikanske inflationsdata vil være en stor test for de japanske myndigheder.

Japanske yen ligger fortsat tæt på tidligere tiders interventionsniveau, og presset fra carryhandel - rentearbitrage - hvor investorerne drager fordel af den ultrabillige finansieringskilde i yen til fordel for højere forrentede valutaer, fortsætter ufortrødent, trods gentagen verbal intervention fra myndighederne i Tokyo.

Bank of Japan guvernør Kazuo Ueda signalerede tirsdag muligheden for endnu en renteforhøjelse senere i år. Men han skød en hvid pind gennem spekulationer om en renteforhøjelse som våben i kampen mod fortsat yensvækkelse.

- Vi vil under ingen omstændigheder ændre pengepolitikken som direkte reaktion på valutakursbevægelser, fastslog Ueda over for parlamentet i Tokyo, da han blev spurgt om, hvorvidt yen-bevægelser vil have indflydelse på centralbankens beslutning om den næste renteforhøjelse.

Japanske embedsmænd har i ugevis advaret om "tiltag", hvis valutaen svækkes "overdrevent".

Den vedvarende trussel om en intervention holder yen under en dollarkurs på 152 yen, som markedsdeltagerne ser som den sandsynlige linje i sandet, som Bank of Japan ikke vil tolerere bliver overskredet.

Euro koster onsdag morgen 1,0854 dollar mod 1,0857 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2675 dollar mod 1,2674 dollar tirsdag.

Dollar ligger samtidig i 151,72 yen mod 151,65 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯