Valuta: Minimale udsving i kølvandet af tirsdagens dollarsvækkelse

Udgivet den 24-04-2024  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar fastholder onsdag morgen gårsdagens brede svækkelse, hvor effekten af en kombination af overraskende robuste europæiske aktivitetsdata og aftagende amerikansk forretningsvækst fortsat tynger.

Sideløbende styrkes australske dollar markant i den tidlige asiatiske handel, efter varmere forbrugerprisdata end ventet, mens det brede marked afventer ugens vigtigste statstiske data - den amerikanske forbrugerprisinflation, PCE-deflatoren.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 105,62 mod 105,74 tirsdag eftermiddag.

Kombinationen af den vigende efterspørgsel efter dollar og en overraskende høj australsk inflation, sender australske dollar op til 0,6525 amerikanske dollar onsdag morgen fra 0,6471 dollar tirsdag eftermiddag og 0,6487 dollar inden forbrugerpriseindekset blev offentliggjort.

Inflationsrapporten viste en stigningstakt på 3,6 pct. i marts mod de ventede 3,5 pct. og det var nok til at styrke forventningerne om, at den australske centralbank, Reserve Bank of Australia, vil fastholde den høje rente et godt stykke tid.

- Overskridelsen fjerner sandsynligvis enhver chance for rentenedsættelser i år, siger James Kniveton fra valutaformidleren Convera ifølge Reuters.

Det er den igangværende reevaluering af ikke bare Reserve Bank of Australias pengepolitiske bane, men også af hele det globale renteregime med den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i spidsen for vigende forventninger til rentereduktioner.

Federal Reserves tøven skyldes flere og flere tegn på, at verdens største økonomi er i overraskende god form med et solidt arbejdsmarked sammenholdt med en mere genstridig inflation, der frygtes at få ny næring af de geopolitiske vanskeligheder.

Og uden Federal Reserve til at lede en global rentereduktion, vil mange andre centralbanker tøve, mens dollar vil stå som førstevalg hos investorerne.

Senest har Bank of Englands cheføkonom Huw Pill vurderet, at rentenedsættelser ligger et stykke ude i fremtiden i Storbritannien på trods af, at den britiske inflation forventes at falde til under målet på 2 pct. inden for et par måneder.

- Fortællingen lyder fortsat på, at den amerikanske økonomi er ret modstandsdygtig, og så længe vi har den amerikanske økonomi i denne position - med endda muligheden for flere renteforhøjelser fra Federal Reserve - er risiciene for den amerikanske dollar stadig en styrkelse, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.

Sandsynlighed for kommende rentenedsættelser har været stærkt vigende den seneste tid, omend der stadig er 73 pct. for en rentereduktion inden september, ifølge CME's FedWatch.

Men trods markedets forventninger, ligger japanske yen stadig underdrejet på baggrund af den store renteforskel mellem yen- og dollar-denominerede statspapirer.

Yen svækkedes til et nyt 34-årigt lavpunkt på 154,88 yen per dollar tirsdag eftermiddag, og onsdag er niveauet fortsat yderst tæt på punktet.

Valutaparret har svinget i et ekstremt snævert interval mellem 154,50 yen og 154,88 yen i en uge, da markedet frygter, at en kurs over 155 yen vil øge risikoen for intervention fra japansk side.

Den japanske finansminister Shunichi Suzuki udsendte tirsdag den hidtil stærkeste advarsel om muligheden for intervention og understregede, at sidste uges møde med finansministrene fra USA og Sydkorea har ryddet vejen for, at Tokyo kan skride ind mod "overdrevne" yen-bevægelser.

Bank of Japan holder pengepoliske møde torsdag og fredag, og forventes generelt at fastholde pengepolitik og obligationsopkøbene uændret efter at have øget renter ved det seneste møde.

Og selvom Japans centralbank sandsynligvis vil signalere at være klar til at stramme pengepolitikken igen i år, har bankens ultraforsigtige, dataafhængige tilgang begrænset enhver optakt til styrkelse af yen.

- Bortset fra de finansielle omkostninger, kan der være en betydelig indvirkning på troværdigheden af de japanske myndigheder, hvis en valutaintervention mislykkes, vurderer strateg Jane Foley fra Rabobank i et notat i følge Reuters.

Foley peger på, at valutaintervention historisk set er mest succesfuld, hvis de fundamentale forhold tilfældigt vender sig til fordel for den svage valuta.

- Dollar mod yen bliver muligvis ikke lavere før sommeren, og det forudsætter, at Federal Reserve kan sænke renten i september, vurderer Jane Foley.

Euro koster onsdag morgen 1,0711 dollar mod 1,0698 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2460 dollar mod 1,2433 dollar tirsdag.

Dollar ligger samtidig i 154,80 yen mod 154,80 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje