Valuta: Total stilstand op til vigtige pengepolitiske møder

Udgivet den 18-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Valutamarkedet ligger øde hen mandag morgen, hvor markedsdeltagerne ser frem mod en uge domineret af pengepolitiske møder i centralbankmøder verden over.

Mest fokus er der på den japanske centralbank, Bank of Japan, der vurderes at stå på randen af et exit fra negative renter og den amerikanske centralbank, Federal Reserve, med fokus på, hvor mange rentenedsættelser bankens pengepolitiske udvalg venter.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 103,43 mod 103,45 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 102,71 for en uge siden.

Bortset fra Japan og USA er der møder i centralbankerne i England, Australien, Norge, Schweiz, Mexico, Brasilien og adskillige andre steder, der for de flestes vedkommende ventes at fastholde de nuværende renter.

BOJ SES DROPPE NEGATIVE RENTER

Første centralbank til at se på pengepolitikken er Bank of Japan, der vurderes at står til at droppe de negative renter i den første stramning i mands minde.

Baggrunden skal findes i større end ventede lønstigninger fra de store japanske firmaer. Stigningerne cementerer forventningerne om, at centralbanken er klar til at indvarsle en ny æra ved at afslutte negativ rentepolitik, potentielt allerede i denne uge.

Bankens forberedelser til et exit har stået på, siden Kazuo Ueda tiltrådte som centralbankguvernør i april sidste år, og det meste var færdiggjort ved årets udgang, ifølge kilder.

Det bliver dog sandsynligvis en yderst forsigtig og langsom normalisering, som Bank of Japan vil foretage.

- Vi venter, at dette bliver et blødt tiltag, hvor Bank of Japan næppe vil signalere en hensigt om at stramme op igen snart, siger økonom Tom Kenny fra ANZ i Sydney til AFP.

Økonomen peger på, at en afslutning på den negative rentepolitik vil afspejle en pengepolitisk stramning på 10 basispoint, der tager den nuværende styringsrente op fra -0,1 pct. til 0,0 pct.

Der er en mulighed for, at centralbanken vælger at vente til det næste møde i april. Markedet indregner 39 pct. sandsynlighed for, at centralbanken tager første skridt mod en normalisering i morgen, tirsdag.

FOKUS PÅ RENTEBANE HOS FED

Ugens mest indflydelsesrige møde er dog amerikanske Federal Reserve, hvor bankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), træder sammen tirsdag og onsdag.

Her er der ikke lagt op til nogen form for renteændringer, da højere end forventede amerikanske producent- og forbrugerprisdata i sidste uge har fået handlende til at droppe forventningerne om umiddelbare rentereduktioner.

Det kommende møde i FOMC i juni har derimod en sandsynlighed på 56 pct. for en reduktion og ses der på hele året lyder vurderingen på en samlet rentenedsættelse på 72 basispoint ifølge CME FedWatch.

Fokus for ugens møde vil derimod rettes mod om FOMC foretager ændringer i deres fremskrivninger af rentenedsættelser for indeværende år. FOMC forudsagde i december en lempelse på 75 basispoint svarende til tre rentenedsættelser i 2024.

Men sidste uges inflationsrapport vil sandsynligvis får Federal Reserve til at indtage en vent-og-se"-tilstand.

- Vi antager, at centralbankchef Jerome Powell og udvalgets "grundlag" er det samme som i december med tre reduktioner på hver 25 basispoint i år. Barren er dog ikke særlig høj for udvalget til at signalere, at renterne holdes i ro lidt længere ved at indikere bare to nedskæringer på 25 basispoint i år, skriver Natwest i et notat ifølge Reuters.

Dollar koster mandag morgen 149,06 yen mod 149,14 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0887 dollar mod 1,0888 dollar fredag eftermiddag, og pund koster 1,2732 dollar mod 1,2739 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯