Vestas og Ørsted og andre vedvarende energiaktier fører an i Europa

Udgivet den 15-05-2023  |  kl. 13:56  |  
Arkiv: Foto

Aktier inden for vedvarende energi er den bedst performende sektor i Europa mandag, og i Danmark er vindmølleproducenten Vestas og vindparkudvikleren Ørsted da også med helt fremme i eliteindekset, C25.

De amerikanske skattemyndigheder kom fredag kom med en foreløbig vejledning til, hvordan udviklere af vedvarende energiprojekter sikres adgang til de ekstremt gunstige støtteordninger, som politikerne i Washington vedtog i 2022 i lovpakken The Inflation Reduction Act.

Udviklerne går netop og venter på afklaring, da de vil have sikkerhed for rammebetingelserne, inden de slipper investeringerne løs.

Storbanken Citigroup er også på banen med en kommentar om, at betydelige subsidier til grøn brint - power-to-X - i The Inflation Reduction Act kan blive en stor drivkraft for investeringer, herunder i vindenergi.

Og bankens analytiker Martin Wilkie fremhæver ifølge Bloomberg News specifikt Vestas som "en potentiel vinder", da en "opmuntrende" momentum for power-to-X vil kræve støt stigende mængder af grøn elektricitet.

Amerikanske Internal Revenue Service (IRS), som administrerer og håndhæver de føderale skattelove, offentliggjorde fredag en initial vejledning i forhold til, hvor meget af et projekt, der skal være produceret lokalt, for at blive tilskudsberettiget.

Foreløbigt er der tale om en hensigt fra IRS om "at foreslå indledende vejledning vedrørende anvendelsen af de regler, som skatteydere skal opfylde for at kvalificere sig til bonuskreditbeløbene for indenlandsk indhold og de tilhørende krav til registrering og certificering."

- Vi har lovgivningen på plads, men inden vi har specifikationerne på plads, så ved kunderne ikke præcist, hvordan de skal agere for at få det tilskud, som de er berettiget til. Det er ligesom adgangsbilletten til at sætte skub i ordrerne.

- Vi har hørt fra GE og egentlig også fra Vestas, at kunderne bare står og tripper - de skal bare vide præcist, hvordan projekterne skal opføres, så de får størst muligt tilskud. Derfor er vejledningen fra IRS rigtigt godt nyt, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til MarketWire.

Han betegner udsigterne for det amerikanske vindmøllemarked som "fantastiske".

På børsen i København ligger Vestas-aktien ved 13.45-tiden 2,6 pct. højere i 210,05 kr. efter en stigning på 6 pct. fredag.

Ørsted, som fredag steg 3,5 pct., avancerer mandag yderligere 2,0 pct. til 666 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder