Aarsleff: Fusion af datterselskabet Wicotec med Kirkebjerg - NY

Udgivet den 03-07-2012  |  kl. 08:24  |  

Wicotec, der er et datterselskab under Per Aarsleff, fusionerer med Kirkebjerg med henblik på at skabe en stor og konkurrencestærk installationsentreprenør. Det meddeler Aarsleff, der vil sidde på 80 pct. af det fusionerede selskab, mens brødrene Aksel og Henrik Frandsen vil eje de resterende 20 pct.

Det er i øvrigt aftalt, at Aarsleff overtager de resterende aktier senest 1. april 2021 til indre værdi. Aksel og Henrik Frandsen vil indgå i den fremtidige ledelse af Wicotec-Kirkebjerg, som bliver selskabets navn, med Bjørn H. Krarup som administrerende direktør. Bøje Ernst Nielsen bliver også en del af direktionen.

De to selskaber har tidligere samarbejdet i forskellige konsortier, herunder på Danish Crowns storslagteri i Horsens og på Operaen i København, og de er i øjeblikket begge underleverandører til tyske Siemens på et signalprojekt for Banedanmark. Sammen vurderes de at stå stærkere i konkurrencen på det danske marked og særligt i konkurrencen om et stigende antal teknikentrepriser på større nybyggerier.

Wicotec ventes i dette regnskabsår at omsætte for cirka 550 mio. kr., og Kirkebjerg ventes at nå 450 mio. kr. Begge selskaber er ifølge Aarsleff kommet sig over en midlertid afmatning i kølvandet af kreditkrisen, og de meldes begge i en god udvikling med stigende resultater og en tilfredsstillende ordrebog.

Indtjeningen skal dog forbedres. Målet er, at overskudsgraden "i løbet af en kort periode" løftes til 3-4 pct. fra det nuværende niveau på 1-2 pct. Fusionen ventes at træde i kraft 1. oktober. I øjeblikket afventer selskaberne konkurrencemyndighedernes godkendelse.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk