Læbestiftseffekt sikrede vækst i Matas i omskifteligt 2022/23

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 09:59  |  

Materialistkæden Matas oplevede fremgang i regnskabsåret 2022/23, der var kendetegnet af volatilitet og usikkerhed. Et svært miljø til trods leverede selskabet vækst på toplinjen, mens bundlinjen viste en mere marginal fremgang.

Også på kvartalsbasis voksede Matas på toppen, mens indtjeningen og overskuddet svandt ind.

Det ustabile miljø ventes at vare ved i det nye regnskabsår 2023/24, fremgår det af årsregnskabet onsdag.

Matas nød i det forgangne regnskabsår godt af den såkaldte læbestiftseffekt, hvor kunderne søger mod den lille luksus som kosmetik frem for større forbrugsgoder.

- I detailsektoren så vi overordnet, at forbrugerne skruede ned for køb af dyre produkter som elektronik, biler og forbedringer i hjemmet. Vi så et løft i salget af rejseprodukter og et stigende serviceforbrug. Men vi så også, at forbrugerne fortsat køber kosmetik og hudpleje, skriver Matas.

Dertil oplevede materialistkæden flere kunder i de fysiske butikker på bekostning af onlinesalget. Alligevel voksede selskabets markedsandele i 2022/23 tocifret i et ellers fladt marked.

Matas ser tre vækstdrivere for selskabet: efterspørgslen på kosmetikprodukter, prissætning og vækstplanen "Growing Matas Group".

Inden for kosmetik viste efterspørgslen sig i 2022/23 modstandsdygtig trods en svækket købekraft hos danskerne. Matas' varer blev i regnskabsåret justeret med henblik på at fordele inflationspresset på tværs af forsyningskæderne, hvilket hindrede tabt salgsvolumen, fremgår det af regnskabet.

Samtidig bidrog udvidelsen af salgsporteføljen med over 180 nye mærker til den langsigtede plan.

Matas har dertil udvidet sin webbutik til også at omfatte Sverige og Norge, hvilket har givet adgang til potentielt 16 mio. nye kunder. I Tyskland er materialistkædens produkter på hylderne i mere end 200 butikker.

For hele året voksede Matas både på omsætningen og overskuddet, mens en stærk toplinjevækst i fjerde kvartal ikke lod sig afspejle i indtjeningen og nettoresultatet.

I fjerde kvartal omsatte Matas for 1050,7 mio. kr. mod 970,6 mio. kr. i samme periode året før. Det sammenlignelige salg voksede 7,5 pct. mod en tilbagegang på 2,3 pct. i fjerde kvartal af 2021/22. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, før særlige poster endte dog på 161,6 mio. kr. mod 167,8 mio. kr. året før. Den samme udvikling forplantede sig på bundlinjen, hvor der i 2022/23 stod 17,6 mio. kr. mod 39,3 mio. kr. i samme periode af 2021/22.

Matas venter i 2023/24 en organisk vækst på 3-6 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på omkring 17 pct.

Tabel for Matas' regnskab for fjerde kvartal af 2022/23:

Mio. kr. Q4 2022/23 Q4 2021/22 FY 2022/23 FY 2021/22
Omsætning 1050,7 970,6 4489,6 4344,2
Like for like-vækst (%) 7,5 -2,3 3,1 2,1
Bruttoresultat 484,5 468,3 2014,4 1966,0
EBITDA før særlige poster 161,6 167,8 804,2 802,6
EBITDA-margin før særlige poster (%) 15,4 17,3 17,9 18,5
EBIT 50,8 59,9 423,1 388,3
Nettoresultat 17,6 39,3 280,7 276,5

Forventninger til regnskabsåret 2023/24:

I pct. Ved FY 2022/23
Organisk vækst 3-6
EBITDA-margin før særlige poster Omkring 17

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  main text❯ 

Seneste nyheder

16:21 Saxo Bank får otte påbud efter tilsynsbesøg: "Bliver håndteret med største alvor"
16:01 Tesla-aktie sendes op med 10 pct. efter foreløbig godkendelse i Kina
15:41 Norden-topchef køber aktier for 1,5 mio. kr.
15:40 USA/åbning: Tesla og Apple sørger for fortsættelse af den grønne bølge
15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP
10:13 Boozt får købsanbefaling hos europæisk børshus efter regnskab
09:31 Philips-aktier banker op efter amerikansk milliardforlig om søvnapnømaskiner
09:09 Aktier/åbning: Mærsk trækker C25-indekset i grønt på ny efter løftet anbefaling
08:55 GHS' underskud voksede i første kvartal trods stigende omsætning