ECB: Tilstrækkelig lang tid med nuværende renter vil bidrage til at få inflationen ned

Udgivet den 25-01-2024  |  kl. 14:25  |  

Styrelsesrådet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, besluttede efter dagens rentemøde som ventet at fastholde sine tre officielle renter - herunder indlånsrenten, som dermed fortsætter på 4,0 pct.

- Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. På grundlag af sin aktuelle vurdering finder Styrelsesrådet, at ECB's officielle renter ligger på et niveau, der - hvis det fastholdes i tilstrækkelig lang tid - vil yde et væsentligt bidrag til dette mål.

- Styrelsesrådets fremtidige beslutninger vil sikre, at dets officielle renter fastsættes på et niveau, der er tilstrækkeligt restriktivt, så længe det er nødvendigt, begrunder ECB i en meddelelse torsdag efter rentemødet.

Styrelsesrådets tidligere vurdering af inflationsudsigterne på mellemlangt sigt er "stort set bekræftet" af de seneste oplysninger.

- Bortset fra en energirelateret opadrettet basiseffekt på den samlede inflation, er den faldende tendens i den underliggende inflation fortsat, og de tidligere renteforhøjelser slår stadig kraftigt igennem på finansieringsforholdene. Stramme finansieringsforhold dæmper efterspørgslen, hvilket har en nedadrettet indvirkning på inflationen, skriver ECB.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  Eurozonen❯