Mandagens obligationer: Lettelse efter weekenden og stærke nøgletal sendte renterne op

Udgivet den 15-04-2024  |  kl. 17:00  |  

Et overraskende stærkt amerikansk detailsalg tilsat lettelse efter weekendens angreb mod Israel sendte mandag renterne godt i vejret.

Samlet steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 9 basispoint til 2,46 pct. Dermed blev en stor del af fredagens fald på 12 basispoint indhentet, da frygten for omfanget af Irans angreb mod Israel og bekymringer om en eventuel eskalering fik handlerne til at søge ly i andre aktiver.

Missil- og droneangrebet blev gennemført natten til søndag. Stort set hele angrebet blev skudt ned, skriver flere medier.

På nøgletalsfronten var det amerikanske detailsalg mandag den helt store begivenhed.

Detailsalget voksede i marts med 0,7 pct., hvilket var væsentligt mere end de 0,4 pct., som økonomerne havde ventet sig. Samtidig blev sidste måneds opgørelse oprevideret til 0,9 pct. fra 0,6 pct.

Mindre prangende var fremgangen i tillidsindekset Empire Manufacturing fra delstaten New York. Indekset bedredes i april til minus 14,3 fra minus 20,3, men her var ventet en fremgang til minus 5,2.

I eurozonen steg industriproduktionen som ventet med 0,8 pct. i februar på månedsbasis, mens der på årsbasis var tale om en tilbagegang på 6,4 pct. For året var der ventet en tilbagegang på 5,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯