Dollar ned efter udtalelser fra O'Neill og PPI-tal

Udgivet den 16-02-2001  |  kl. 17:34  |  

København--16. februar--NetPosten--Dollaren faldt fredag tilbage mod euroen efter torsdagens stigning til et 8-ugers højdepunkt på 0,9025 USD.

Faldet blev igangsat, da USAs nye finansminister Paul O'Neill i Frankfurter Allgemeine citeredes for, at USA er gået bort fra sin stærke dollar-politik. Dollaren steg dog lidt igen, efter at det amerikanske finansministerium hurtigt fik dementeret dette udsagn. Imidlertid var valutamarkedet noget volatilt torsdag morgen på baggrund af forvirringen.

Euroen klatrede yderligere op fra torsdagens lavpunkter efter amerikanske producentpristal, som viste en gigantisk stigning på 1,1 pct. månedligt i januar, den største stigning i 10 år og langt over forventningerne. Den amerikanske centralbank, Fed, antydede i en meddelelse, at banken nu vil være mere forsigtig med at sænke renterne som følge af den mulige inflationstrussel.

Euroen sluttede den europæiske handel i 0,9145 USD.

Den japanske yen vandt torsdag morgen grund over for dollaren efter et rygte om, at ministerpræsident Yoshiru Mori vil gå af, måske allerede i næste måned. Den nuværende regering får en stor del af skylden for landets svage yen og økonomi. Senere faldt yen'en dog noget tilbage igen. Dollar/yen endte i 115,40 efter tidligt torsdag at have været nede i det laveste niveau i 10 dage på 114,56.

Nu afventes weekendes G7-møde i Italien.

Udgivet af: NPinvestordk