Aktier/åbning: Regnskabsaktuelle Bavarian i bunden af rødt C25

Udgivet den 16-11-2023  |  kl. 09:12  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic dykker kort tid efter åbningen af det danske aktiemarkedet, da selskabet præsenterede et regnskab, der endte dårligere end ventet blandt andet på grund af en nedskrivning på over en halv mia. kr. på coronavacciner.

Bavarian fastholder dog sine forventninger om en omsætning på 6900 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 2300 mio. kr. i år.

Aktien ligger nederst i det danske eliteindeks med et fald på 6,9 pct. i 141,10 kr.

C25-indekset åbner 0,5 pct. lavere i 1684,21 torsdag med fald i 20 ud af 25 aktier.

- Efter endnu en dag med aktiekursstigninger i går er stemningen lidt mere forbeholden her til morgen. Aktiemarkederne er steget ganske kraftigt over de seneste to uger (S&P 500 næsten 10 pct.), og investorerne er nervøse for, om der er yderligere potentiale på kort sigt, skriver Jyske Bank i en kommentar til dagens udvikling.

I toppen ligger Tryg, der stiger 0,8 pct. til 145,15 kr. efterfulgt af Danske Bank, der går frem med 0,6 pct. til 174,10 kr.

BAVARIAN MED REGNSKAB

Bavarian Nordic levede ikke op til analytikernes estimater i tredje kvartal. Omsætningen endte på 1376 mio. kr. mod 1580 mio. kr, der var ventet af analytikerne. Driftsresultat (EBITDA) var 380 mio. kr. og dermed også lavere end estimatet på 570,3 mio. kr.

Begge poster endte dog bedre, hvis man sammenligner med tredje kvartal sidste år, hvor omsætningen landede på 1003 mio. kr. og driftsresultatet på 226,4 mio. kr.

Bavarian oplyser derudover, at selskabet nedskriver 558 mio. kr. på coronavacciner. Nedskrivningen på coronavaccinen er inkluderet i Bavarians forsknings- og udviklingsomkostninger, der dermed skød kraftigt i vejret i kvartalet og landede på 980,2 mio. kr. mod 360,1 mio. kr. i samme periode sidste år.

Samtidig resulterede nedskrivningen i et underskud på bundlinjen på 340,6 mio. kr. mod et overskud på 12,1 mio. kr. i samme periode sidste år.

Blandt sidepapirerne er Nilfisk også kommet med regnskab for tredje kvartal, hvor selskabet indsnævrede forventningerne til en organisk vækst på 0 pct. fra minus 2 til plus 2 pct og en EBITDA-margin på 13 pct. fra 12 til 14 pct. tidligere.

I tredje kvartal endte omsætningen på 247,8 mio. kr. mod 263,0 mio. kr. i samme periode sidste år.

Nilfisk-aktien falder 3,8 pct. til 116,60 kr.

Aquaporin er ligeledes kommet med kvartalsregnskab torsdag morgen, hvor omsætningen endte på 11,1 mio. kr. mod 4,2 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Derudover fastholder selskabet forventningerne om en omsætning på cirka 100 mio. kr. og uændrede driftsomkostninger.

Aktien stiger 1,7 pct. til 58,80 kr. i den indledende handel.

ØRSTED FÅR SÆNKET ANBEFALING OG SKÅRET KURSMÅL

Ørsted har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos amerikanske Jefferies, og samtidig er kursmålet skåret med 32 pct. til 340 kr. fra 500 kr.

Amerikanske Goldman Sachs har også sænket kursmålet for Ørsted-aktien, så det nu ligger på 410 kr. mod tidligere 440 kr. Købsanbefalingen bliver gentaget.

Ørsted-aktien falder 0,5 pct. til 308,90 kr.

Berenberg har også set nærmere på potentialet i Coloplasts aktie og er kommet frem til, at det ikke længere er helt så godt som før. Derfor skærer finanshuset kursmålet ned til 875 kr. fra 980 kr. men gentager købsanbefalingen.

Coloplast åbner 0,6 pct. lavere i 734,80 kr.

Rockwool har fået skåret 100 kr. af sit kursmål til 2150 kr. fra 2250 kr. hos Jyske Bank, der samtidig gentager købsanbefalingen.

Aktien falder 0,7 pct. til 1622,50 kr. kort tid efter åbning.

Alk-Abelló får derimod hævet kursmålet til 120 kr. fra 110 kr. hos finanshuset DNB efter kvartalsregnskabet onsdag. Samtidig gentages købsanbefalingen.

Danske Bank følger trop og hæver kursmålet til 120 kr. fra 100 kr. Her bliver købsanbefalingen også gentaget.

Aktien falder 2,8 pct. til 91 kr.

Derudover har den svenske bank SEB sat kursmålet for en aktie i Schouw op til 640 kr. fra 615 kr. og gentager sin købsanbefaling.

Torsdag morgen stiger aktien 1,5 pct. til 526 kr.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯