AKTIER: Lukkede marginalt højere, SAS kraftigt løftet

Udgivet den 07-08-2002  |  kl. 18:16  |  

Det danske aktiemarked lukkede kun lidt højere onsdag, da det var de indekslette aktier, som steg, mens indekstunge Lundbeck faldt. KFX-indekset endte 0,90 point højere i indeks 212,35.

Transportkoncernen DSV fortsætter den seneste tids stigninger og onsdag blev det til en stigning på 6,50 kr. til 212 kr. Koncernen har flere købsanbefalinger med fra danske banker - bl.a. Jyske Bank.

Jyske Bank anbefaler Køb af DSV med et uændret 12 måneders kursmål på 300 kr. pr. aktie, hedder det i en analyse fra banken. Jyske Bank anser DSV for en attraktiv investering af to hovedårsager: 1. DSV er en af de strukturelle vindere i transportbranchen og 2. DSV er markant fundamentalt undervurderet. Selv med konservative estimater indikerer Jyske Banks DCF-model en fair værdi på 320 kr. pr. aktie mod det nuværende niveau.

DSVs evne til at skabe frie cash flow vil efter Jyske Banks vurdering tydeliggøre selskabets styrke og værdi i de kommende år. Frie cash flow på mellem 700 og 900 mio. kr. pr. år muliggør en nedbringelse af den rentebærende gæld med 2,3 mia. kr. over de næste tre år.

Novo Nordisk formåede at holde skansen onsdag efter tirsdagens store stigninger som følge af regnskabet for 2. kvartal. Novo sluttede uændret i 205 kr.

SAS fremlagde regnskab onsdag, og det fik aktien til at stige kraftigt. Bl.a. fordi det skandinaviske luftfartsselskab fastholdt sine forventninger om overskud i 2002. SAS steg onsdag med 10 pct. til 55 kr.

Koncernens resultat før skat udgjorde minus 407 mio. svenske kroner, heraf -569 mio. SEK i Scandinavian Airlines. Koncernens resultat før skat er positivt påvirket af de erhvervede selskaber Braathens og Spanair med 315 mio. SEK.

Til trods for fortsat usikkerhed med hensyn til konkurrence- og konkjunkturudviklingen vurderer SAS koncernen, at resultatet før skat, eksklusive realisationsgevinster, vil være positivt for 2002. Realisationsgevinster inklusive omkostninger til ind- og udfasning af fly vil i 2002 udgøre mindst 350 mio. SEK.

Udgivet af: NPinvestordk