AKTIER: Svag afslutning - Fusion mellem Keops og TK Develoment?

Udgivet den 17-11-2006  |  kl. 17:06  |  

Det danske aktiemarked var fredag formiddag præget af en sløv stemning, hvor kurserne sev. Efter middag blev stemningen en anelse mere negativ, og da amerikanske boligtal viste en skuffende udvikling, blev situationen forværret.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede således 0,7 pct. lavere i 422,20.

Midt i sløvheden foregik der interessante handler i TK Development og Keops. Carnegie var storkøber i begge aktier, og der kan spekuleres i kommende nyheder omkring disse selskaber. Keops har fokus på aktiviteter i udlandet, hvorfor TK Developments aktiviteter i Østeuropa er yderst interessante.

TK Development lukkede over 4 pct. højere i kurs 93,5, mens Keops lukkede uforandret i kurs 26.

I et nyhedsfattigt marked var den største nyhed Jyske Banks nedjustering af DSV til Akkumuler fra Køb.

- 3. kvartalsregnskabet, der afslørede en uventet hård opbremsning i den organiske vækst og fortat marginpres i Road Divisionen. Mulighederne for en opjustering af forventningerne til 2006 er ikke mere til stede efter vores vurdering. Kortsigtede risici og udfordringer kan stjæle billedet i de kommende måneder, skriver Jyske Bank.

Banken finder fortsat aktien langsigtet attraktiv med en estimeret fair værdi på omkring 1.150 og fastholder på den baggrund en positiv anbefaling. DSV-aktien endte 1,7 pct. lavere i kurs 1.010, efter at have været helt nede i kurs 996.

I de kommende måneder venter Danske Invest at se afskedigelser i byggesektoren i USA, hvilket vil lette presset på arbejdsmarkedet.

- Den stigende ledighed i byggesektoren, som vi vil komme til at se henover de kommende måneder er en god ting for amerikansk økonomi. Umiddelbart kan det lyde paradoksalt, at arbejdsløshed kan være godt for et land. Men når inflationen er på vej op i for højt gear, kan stigende arbejdsløshed give lidt ro. Vi ser derfor positivt på en afdæmpning i den amerikanske økonomi, forklarer chefanalytiker Mads S.N. Pedersen, der rådgiver Danske Invest.

I USA overraskede tal for inflationen ved at være lavere end forventet for oktober. Henover foråret var den høje inflation med til at skræmme investorerne.

- Selvom truslen fra denne højere inflation endnu ikke er et overstået kapitel, forventer vi at det inflationære pres i den amerikanske økonomi aftager i takt med at tempoet i bl.a. byggeindustrien daler, udtaler Mads S.N. Pedersen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder