AKTIER - Vind vil hive aktier op, Fokus på USA-tal

Udgivet den 08-03-2002  |  kl. 08:59  |  

Det danske aktiemarked ses over en bred kam at åbne en smule negativt fredag, efter at de amerikanske aktier er faldet lidt tilbage, men det ventes, at vindmølle-aktierne vil trække markedet i plus.

Den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan udtrykte måske lidt for meget optimisme i sin tale til Kongressen torsdag. Markedet frygter i hvert fald snarlige renteforhøjelser, og det får både aktier og obligationer til at falde.

Repræsentanternes Hus, der er det ene af de to kamre i den amerikanske kongres, har vedtaget af forlængelse skatterabatordningen, PTC. De danske vindmølle-producenter er meget afhængige af den ordning, da den begunstige vind-energi. Ordningen udløb ved årsskiftet, men nu er den altså blevet forlænget i to år af Repræsentanternes Hus. Dog mangler Senatet endnu at vedtage ordningen, men det er under alle omstændigheder godt nyt for vind-aktierne.

Der kommer i eftermiddag tal fra USA for arbejdsmarkedet, og for første gang i lang tid ventes det, at beskæftigelsen vil stige, dog med beskedne 9.000. Men sker det vil det være endnu et tegn på, at økonomien er på vej op. Tallet bliver offentliggjort 14.30, og er et af de virkelig tunge tal fra USA.

Det danske aktiemarked målt på KFX-indekset sluttede torsdagen 1,42 point lavere i indeks 269,13.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder