Aktier/middag: Coloplast, GN og Novo trækker C25 i pænt plus - fortsat pres på Mærsk

Udgivet den 09-02-2024  |  kl. 11:40  |  
Coloplast

Novo Nordisk på rekordtogt og en kraftig stigning til regnskabsaktuelle Coloplast bidrager fredag ved 11.35-tiden til en pæn stigning i det danske eliteindeks, C25, på 0,8 pct. til 1884,02.

Der er også fortsat pæn fremdrift i GN efter torsdagens regnskab, mens Mærsk-aktierne presses yderligere ned efter torsdagens kursmæssige nedsabling.

Coloplast ligger suverænt i C25-toppen med en stigning på 8,7 pct. til 882,60 kr. efter tallene fredag morgen for første kvartal af regnskabsåret 2023/24, som blandt andet udmærkede sig med en stærkere organisk vækst og en større driftsindtjening end ventet.

- Aktien bliver ekstraordinært belønnet, men der er også nogle gode takter. Coloplast-aktien har været lidt presset kursmæssigt, så jeg tror også, at der er lidt lettelse i tallene, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

HØJERE MARGIN END VENTET HOS COLOPLAST

Coloplast kunne for kvartalet fremvise en organisk vækst på 8 pct. og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på 28 pct., hvor analytikerne havde regnet med 26,8 pct. Selskabet fastholder prognosen for hele året om en organisk vækst på 8 pct. og en margin på 27-28 pct.

Novo Nordisk er på vej mod en ny kursrekord efter en stigning på 2,0 pct. til 830,20 kr. Den amerikanske investeringsbank JPMorgan har hævet kursmålet for medicinalkoncernens aktie til 950 kr. fra 850 kr. og gentaget anbefalingen "overvægt".

Investorerne fortsætter desuden med at købe op i GN-aktien, som torsdag præsenterede blandede tal for fjerde kvartal, men udmærkede sig med stærkere pengestrømme end ventet og en prognose for 2024, som var inden for skiven i forhold til analytikernes forventninger.

- GN kører godt efter tallene, som jeg synes så fornuftige ud. Der er en del af risikoen i "casen", der bliver taget ud, siger Lars Hytting, som her tænker særligt på gældsproblematikken, som selskabet har fået adresseret.

- Gælden er ligesom et overstået kapitel, og det skal ikke være det, man sabler GN på - det skulle mere være hele det makroøkonomiske billede og at det ikke går supergodt i Audio fortsat. Men jeg synes, at der er tegn på, at det har bundet ud, og at det ser mere fornuftigt ud fremadrettet, tilføjer han.

GN-aktien ligger 4,2 pct. højere i 181,85 kr. efter stigningen torsdag på 6,3 pct. på regnskabet.

FORTSAT PRES PÅ MÆRSK-AKTIERNE

Mærsk-aktierne er fortsat i fokus efter torsdagens voldsomme nedtur på næsten 15 pct. efter et skuffende regnskab for 2023 og ikke mindst en skuffende prognose for 2024, hvor investorerne efter problemerne i Det Røde Hav havde håbet på mere medvind fra fragtraterne.

- Det er op ad bakke - det er dystert, hvilket kursudviklingen torsdag også vidner om. Det er en ordentlig lussing at miste i underkanten af 15 pct. på en dag, men jeg synes også, at man skulle lede længe efter at finde noget positivt.

- Alle dem, der havde regnet med, at det kom noget opgang på grund af uroen i Det Røde Hav med stigende rater og så videre - hele den case er død, bekræftet ud fra selskabets egne forventninger til året - det er ikke det, der redder festen, siger Lars Hytting.

Mærsk er udfordret af det makroøkonomiske klima, kombineret med, at kapaciteten i containermarkedet vil stige markant.

- Og så tror jeg, at der er en indgroet frygt for, at Mærsk kunne finde på at byde sig til i kampen om DB Schenker. Mærsks investeringsprogram er ekstraordinært stort, så der kunne godt lure et eller andet, siger Lars Hytting.

Mærsk B falder 0,8 pct. til 10.890 kr. efter faldet torsdag på 14,7 pct.

PANDORA FALDER FRA REKORD

Smykkeproducenten Pandora kom med regnskab onsdag - og torsdag satte aktien rekord efter et plus på 5,1 pct. til 1078 kr.

Fredag har selskabet fået hævet kursmålet til 1350 kr. fra 1200 kr. hos investeringsbanken Carnegie ifølge data fra Bloomberg News. Anbefalingen er fortsat "køb".

Men Pandora er fredag middag faldet 1,0 pct. til 1067,50 kr.

ABG har også set på Rockwool efter regnskabet onsdag, hvor aktien steg 7,7 pct. Finanshuset har løftet kursmålet med 10 pct. til 2150 kr. og gentaget anbefalingen "hold".

Aktien stiger fredag 1,1 pct. til 2089 kr.

Blandt sidepapirerne falder DFDS 1,3 pct. til 223,80 kr. efter et regnskab for fjerde kvartal, hvor driftsindtjeningen skuffer en anelse.

Modsat stiger Green Hydrogen Systems 8,0 pct. til 5 kr., efter at selskabet torsdag aften opjusterede sine forventninger til omsætningen i 2024 efter en ordre på ni elektrolyseanlæg.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯