Aktier/middag: Novozymes-optur gør C25-stemningen mindre sur

Udgivet den 26-10-2023  |  kl. 11:41  |  
Arkiv: Foto

En stærk organisk vækst er torsdag med til at sende Novozymes til tops i det danske eliteindeks, hvor regnskabet samtidig giver en hestesko til fusionspartneren Chr. Hansen.

- Vi har stadig nogle urolige markeder ude i Europa, men herhjemme klarer vi os okay med hjælp fra blandt andet Novozymes, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Det danske C25-indeks klarer sig med et fald på 0,3 pct. til 1581,93 bedre end resten af Europa, hvor det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks taber 1,0 pct.

Den triste stemning er ifølge Martin Munk blandt andet drevet af en skuffende salgsprognose fra Facebooks moderselskab, Meta Platforms, samt fortsatte bekymringer om renteniveauet og uroen i Mellemøsten.

Torsdag kan Den Europæiske Centralbank, ECB, desuden tage en stor del af opmærksomheden, når rentemødet for oktober afsluttes i eftermiddag.

Her er ventet en fastholdelse af renten, men meldingerne på det efterfølgende rentemøde fra centralbankchef Christine Lagarde kan blive afgørende for stemningen på finansmarkederne.

NOVOZYMES BELØNNES FOR STÆRKT REGNSKAB

Enzymkoncernen Novozymes, der står på tærsklen til at fusionere med Chr. Hansen, fik en overraskende god udvikling med høj organisk vækst i tredje kvartal.

- Regnskabet var på flere parametre bedre end ventet, siger aktieanalytiker Rune Majlund Dahl DNB Markets og forklarer, at både toplinjen - omsætningen - og indtjeningen var bedre.

Han mener, at markedsforventningerne måske underliggende endda har været værre end indikeret af konsensus-estimaterne op til regnskabet.

Vigtigt fra regnskabet er dog også meldingen om, at man har ansøgt om EU-OK til fusionen og der er mulighed for afklaring allerede til november. Derfor trækkes partneren Chr. Hansen med op.

Novozymes stiger 6,5 pct. til 295,90kr., og Chr. Hansen går frem med 6,1 pct. til 449 kr.

AMERIKANSK ANBEFALING TIL BAVARIAN

Vaccineselskabet Bavarian Nordic har fået en positiv anbefaling fra den rådgivende vaccinekomite under amerikanske Centers for Disease Control and Prevention af rutinemæssig brug af Bavarians Jynneos-vaccine mod mpox hos voksne i risiko for smitte.

Men sideløbende har den amerikanske storbank Citigroup sænket kursmålet for Bavarians aktie til 320 kr. fra tidligere 407 kr., om end anbefalingen stadig lyder på "køb".

Aktien stiger 3,2 pct. til 130,60 kr.

ISS-aktien ligger med et plus på 1,7 pct. til 98,64 kr. også med fremme i C25-feltet, hvor aktien ifølge Martin Munk får hjælp af et bedre end ventet regnskab fra den franske konkurrent Sodexo, der stiger med knap 6 pct. på børsen i Paris.

VESTAS-KONKURRENT I STORE PROBLEMER

Vestas-aktien stiger 3,1 pct. til 152,30 kr., efter at problemerne tårner sig op for den tyske konkurrent Siemens Energy, der er i forhandlinger med både den tyske stat og flere banker om garantiordninger.

Vindmølleforretningen Siemens Gamesa, der er konkurrent til danske Vestas, er fortsat plaget af kvalitetsudfordringer, oplyser selskabet.

- Da Siemens Gamesa for nuværende ikke udfører nye kontrakter på bestemte onshore-platforme og anvender striks selektivitet i offshore-forretningen, ventes ordreindgangen og omsætningen at ende under markedsforventningerne i 2024, og nettounderskuddet og de negative pengestrømme ventes højere end markedskonsensus, varsler Siemens Energy.

I Europa ligger sektorerne finans og sundhed nederst og den samme tendens ses herhjemme, hvor Novo Nordisk og Ambu ligger med fald på cirka 2 pct., og Danske Bank og Nordea taber i omegnen af 1,8 pct.

Logistikkoncernen NTG har fået indledt dækning hos tyske Berenberg med anbefalingen "køb" og et kursmål på 415 kr.

Aktien øger 2,3 pct. til 269 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder