Aktier/tendens: Rød dag i vente - Topdanmarks regnskab overrasker voldsomt

Udgivet den 16-04-2024  |  kl. 08:22  |  

Der er tirsdag udsigt til røde aktiemarkeder i Europa, men herhjemme ventes Topdanmark i fokus efter et regnskab der klart overrasker til den positive side.

Udviklingen i kurserne på aktiefutures før åbningen understøtter forventningen om et rødt marked. Europa har desuden et efterslæb til udviklingen i USA, der faldt efter europæisk lukketid mandag, og renterne er steget.

Aktiefutures på de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger tirsdag ved 8-tiden 0,1-0,2 pct. lavere. Den toneangivende europæiske aktiefuture, DAX-futuren, ligger på samme tid 1,2 pct. nede.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt mandag med 1,2 pct., selv om det var i plus i den indledende handel med så meget som 0,9 pct. Dow Jones tabte 0,7 pct., mens Nasdaq mistede mest med et fald på 1,8 pct.

Det danske C25-indeks steg mandag 0,3 pct. til 1911,22.

TOPDANMARK OVERRASKER POSITIVT

Topdanmark har leveret regnskab for første kvartal, der var noget bedre end ventet og blev pyntet med en opjustering af forventningerne til hele året.

Topdanmark landede et forsikringsteknisk resultat i kvartalet på 437 mio. kr., mens analytikerne ifølge medianestimater indsamlet af selskabet havde ventet 310 mio. kr. efter et resultat på 426 mio. kr. i samme periode i 2023.

Overskuddet blev hentet på baggrund af præmieindtægter, der steg til 2797 mio. kr. fra 2500 mio. kr. i første kvartal 2023. Analytikerne havde her ventet 2805 mio. kr.

Nettooverskuddet blev på 377 mio. kr. mod 373 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Her var forventningen 239 mio. kr.

Forsikringskoncernen opjusterer samtidig forventningerne til 2024 og venter nu et nettoresultat på 1250-1525 mio. kr. inklusive afløb mod tidligere 1150-1425 mio. kr. Det forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der sætter erstatningsudgifter og omkostninger i forhold til præmieindtægterne, blev opjusteret til 81,8-84,8 fra tidligere 82-85.

Topdanmark-aktien steg mandag 0,6 pct. til 292 kr.

VESTAS HAR FÅET KONKURRENTNYT

Den tyske vindmølleproducent og Vestas-konkurrent Nordex har i første kvartal haft en ordreindgang, der var dobbelt så stor som i samme kvartal sidste år. Men priserne på de pågældende møller lå lidt under niveauet sidste år.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet tirsdag morgen.

Vestas-aktien lukkede mandag uændret i 179,60 kr.

GENMAB FÅR NYT OM DARZALEX-SALG

Genmab vil tirsdag kigge mod USA, hvor samarbejdspartneren Johnson & Johnson er aktuel med sit regnskab for første kvartal og samtidig offentliggør salgstal for kræftmidlet Darzalex. Genmab har udviklet Darzalex, som bruges til behandling mod knoglemarvskræft. Johnson & Johnson har markedsføringsrettighederne og betaler royalties til Genmab.

Genmab-aktien faldt tirsdag 0,4 pct. til 2058 kr.

KURSMÅL TIL FLERE AKTIER

FLSmidth har fået sit kursmål sat op med knap 11 pct. til 420 kr. fra 380 kr. af finanshuset SEB, der fastholder anbefalingen "køb". Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Aktien faldt 0,4 pct. mandag til 359,40 kr.

Demant får sænket kursmålet hos Nordea til 380 kr. fra 400 kr., men banken fortsætter med at anbefale "køb" af høreapparatproducentens aktie. Det fremgår af Bloomberg News.

Demant-aktien steg mandag 0,4 pct. til 320,40 kr.

Chemometec får hævet anbefalingen hos Nordea til "hold" fra "sælg". Det sker efter et voldsomt kursfald i aktien fredag på 22 pct., efter at Chemometec nedjusterede forventningerne til 2023/24.

Mandag steg aktien 3,1 pct. til 304 kr.

Netcompany har fået løftet kursmålet af finanshuset Citi til 275 kr. fra 250 kr. Anbefalingen er uændret "neutral".

Mandag faldt aktien i Netcompany med 1,6 pct. til 263,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:59 Britisk olieserviceselskab falder 34 pct. til laveste niveau nogensinde
17:49 Europa/lukning: Philips på himmelfart og tæv til Deutsche Bank i lysegrønt marked
17:02 Mandagens aktier: Forårsstemning med mest grønt til Demant og Mærsk
17:00 Mandagens obligationer: Renten fortsatte ned efter godt inflationsnyt fra Tyskland
16:21 Saxo Bank får otte påbud efter tilsynsbesøg: "Bliver håndteret med største alvor"
16:01 Tesla-aktie sendes op med 10 pct. efter foreløbig godkendelse i Kina
15:41 Norden-topchef køber aktier for 1,5 mio. kr.
15:40 USA/åbning: Tesla og Apple sørger for fortsættelse af den grønne bølge
15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP