Aktier/tendens: Små fald i vente fra start før ventede renteforhøjelser

Udgivet den 15-06-2023  |  kl. 07:51  |  

Der er optræk til små fald fra åbningen på de europæiske aktiebørser torsdag, hvor det helt store fokuspunkt er rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, som her ventes at fortsætte kursen med at stramme pengepolitikken.

Skuer investorerne bagud har investorerne onsdagens rentemøde i USA at forholde sig til, og her var det mest overraskende, at Federal Reserve venter yderligere et par renteforhøjelser, efter at der i denne omgang blev trykket på pauseknappen for stramningerne.

NØGLETALSBYGE FRA USA

De amerikanske aktier gyngede frem og tilbage onsdag efter rentemødet, men fik endte tæt på uændret målt på det brede S&P 500-indeks. Umiddelbart peger aktiepilen lidt ned i Europa torsdag, hvor den tyske DAX-future falder 0,2 pct.

- Efter Fed-mødet er turen nu kommet til ECB-mødet, hvor der er fokus på Lagardes meldinger efter den forventede renteforhøjelse. Der kommer også en mindre amerikansk nøgletalsbyge, skriver Jyske Bank, som henviser til tal detailsalg, industriproduktion, ansøgninger om dagpenge, boligsalg samt regionale konjunkturindikatorer fra Fed-afdelingerne i New York og Philadelphia.

Herhjemme steg C25-indekset onsdag 0,5 pct. til 1832,00.

På det danske aktiemarked er det småt med nyheder torsdag morgen. FLSmidth kan dog komme i søgelyset efter annonceringen onsdag aften af salget af en række ikke-kerneaktiviteter inden for materialehåndtering til Koch Solutions.

Prisen for aktiverne, som omfatter ordrer for 400 mio. kr., intellektuelle ophavsrettigheder, udstyr og faciliteter i Tyskland og Australien, afsløres ikke, om end det oplyses, at der er tale om en "positiv enterprise value".

STRATEGISK PROCES HURTIGERE AFSLUTTET

Tiltaget fremskynder samtidig FLSmidths strategiske proces med at skille sig af med ikke-kerneaktiviteterne, så den nu ses afsluttet ved udgangen af 2024 mod tidligere udmeldte ved udgangen af 2025.

Desuden vurderer den danske ingeniørkoncern nu, at tabet ved at afvikle eller frasælge ikke-kerneaktiviteterne vil ende i 1,0 mia. kr. mod førhen et bud om et tab på 1,2 mia. kr.

Efter fem dage i træk med stigninger faldt FLS-aktien onsdag 1,6 pct. til 325 kr.

De konjunkturfølsomme Mærsk-aktier kan også få opmærksomhed, efter at den kinesiske centralbank torsdag som ventet sænkede den mellemlange udlånsrente med 10 basispunkt til 2,65 pct. i et forsøg på at understøtte økonomien.

De asiatiske rederiaktier klarer sig relativt pænt torsdag. De tre store japanske rederier, Mitsui OSK Lines, Nippon Yusen og Kawasaki Kisen stiger 1,7-2,5 pct. på markedet i Tokyo. Herhjemme faldt Mærsk B onsdag 0,9 pct. til 12.620 kr. efter en stigning tirsdag på 4,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder