Asien: Investorer generelt på retræte i afventende markeder

Udgivet den 19-09-2023  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktier er på retræte tirsdag, hvor bekymringerne over den kinesiske ejendomssektor tynger markederne fra Hongkong til Australien, mens de japanske investorer er tilbage efter den forlængede weekend med udsalg af chipaktier til følge.

De japanske markeder var lukket mandag, da asiatiske teknologiaktier blev kastet i grams, efter en rapport om at verdens største chipproducent, TSMC, havde bedt store leverandører om at udsætte råvareleverancer.

Samtidig er investorerne i gang med at forberede sig på rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag og pengepolitiske beslutninger fra den britiske centralbank, Bank of England, og den japanske centralbank, Bank of Japan, torsdag og fredag.

- Som altid forventes Federal Reserves pengepolitiske møde at sætte tonen for de globale markeder, siger analytiker Stephen Innes fra SPI Asset Managements ifølge AFP.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,3 pct.

Samtidig indikerer de amerikanske aktiefutures marginale udsving i de tre dominerende amerikanske aktieindeks, når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo er der kursfald i Softbank Group trods den gennemførte børsnotering af datterselskabet Arm, der vil sende 5,1 mia. dollar i kassen hos hos Softbank i det japanske finansårs andet kvartal, der løber fra juli til september.

Nikkei 225-indekset falder 1,2 pct., og Topix-indekset dropper 0,6 pct.

Den negative stemning slår ikke helt igennem hos de kinesiske investorer.

Shanghai Composite er uændret, og CSI 300 viger 0,3 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks er blandt de få positive asiatiske indeks med en stigning på knap 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -1,2
Topix -0,6
Hongkongs Hang Seng +0,1
China Shanghai Composite 0,0
China CSI 300 -0,3
Taiwan Taiex -0,1
Sydkoreas Kospi -0,4
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 -0,3

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯