Asien: Stigninger på endnu en japansk helligdag

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 06:42  |  

De asiatiske aktier ligger med stigninger mandag.

Investorerne har fået fornyet tro på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil lempe pengepolitikken og reducere renten i år efter fredagens bløde amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Handelen i Asien er dog begrænset, da de japanske og koreanske investorer er fraværende på grund af nationale helligdage, mens de kinesiske investorer på fastlandet er tilbage efter sidste uges flere dages lange fejring af 1. maj.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan stiger 0,5 pct.

Samtidig indikerer de amerikanske futures stigninger i de tre toneangivende aktieindeks på under 0,1 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er tilbage og der skal indhentes en del i forhold til den internationale udvikling.

Shanghai Composite-indekset øger 1,1 pct., og CSI 300 lægger 1,5 pct. til værdien.

Mere afdæmpet er børsen i Hongkong med et minus i Hang Seng-indekset på 0,1 pct.

Indekset steg hele 4,7 pct. i sidste uge og afsluttede den længste daglige række stigninger siden 2018.

Taiex-indekset i Taipei stiger 1,1 pct., og Singapores Strait Times-indeks øger 0,3 pct., mens ASX-indekset på børsen i Sydney slutter dagen med et plus på 0,7 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 Lukket
Topix Lukket
Hongkongs Hang Seng -0,1
China Shanghai Composite +1,1
China CSI 300 +1,5
Taiwan Taiex +1,1
Sydkoreas Kospi Lukket
Indiens BSE Sensex +0,3
Singapores STI +0,3
Sydney ASX 200 +0,7

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯