Butikshandelen raser over betalingskortudspil

Udgivet den 15-12-1999  |  kl. 09:16  |  

København--15. december--NetPosten--De forretningsdrivende stritter voldsomt imod regeringens forslag til en ny
betalingskortlov. Dansk Handel & Service, som repræsenterer detailhandelen, frygter, at butikkerne fremover vil blive påduttet at tage imod en række betalingskort, som stille og roligt udhuler indtjeningsgrundlaget for især mindre butikker. Det skriver Berlingske Erhverv onsdag.

Problemet er, at erhvervsminister Pia Gjellerup (S) vil ophæve et forbud mod såkaldte "all card-klausuler". Det vil sige, at den, der skal indløse transaktionen i den anden ende (typisk en bank), fremover vil kunne stille krav om, at butikken skal føre en lang række betalingskort, hvis den vil være med på systemet.

Det vil ifølge afdelingschef i Dansk Handel & Service Charlotte Biil lægge et pres på butikkerne, fordi de eksempelvis nødigt vil undvære Dankortet som betalingsmiddel.

Udgivet af: NPinvestordk