DI: Arbejdsskadereform kan blive ny afgift

Udgivet den 17-02-1997  |  kl. 07:21  |  

Socialminister Karen Jespersen (S) har skabt tvivl om, hvorvidt hun har tænkt sig at følge et tilsagn, som hun gav LO og DA i 1994 om at følge deres indstillinger til en reform af arbejdsskadeforsikringen. Det siger direktør Ole Krog fra Dansk Arbejdsgiverforening om det lovudkast, som socialminister Karen Jespersen er på vej med på området.

I den historiske aftale mellem LO, DA og regeringens repræsentanter var det et nøglepunkt, at der skulle etableres en særlig belønningsordning som en del af erhvervssygdomsforsirkingen. Virksomheder, der lavede forebyggende foranstaltninger mod arbejdsskader, skulle således have rabat på deres præmier.

- Men det ser nu ud til, at ministeriet laver en generel arbejdsmiljøafgift, som virksomhederne vil kunne få igen ved en forebyggende indsats. Problemet er, at det nu er blevet en afgift, som regeringen kan skrue på. Dermed kan det blive endnu en grøn afgift for virksomhederne, siger Ole Krog.

Desuden er der skabt tvivl om rækkeviden af EUs 3. skadesforsikringsdirektiv.

- Forudsætningen for udvalgsarbejdet var, at erhvervssygdomme ikke kunne bevares i forsikringsregi på grund af EU-direktivet. Det er der nu skabt tvivl om, siger Ole Krog.

Udgivet af: NPinvestordk