Europa/aktier: Klø til Volvo Car i marked løftet af rentefald

Udgivet den 17-11-2023  |  kl. 12:09  |  

Volvo Car bunder i et ellers positivt europæisk marked fredag, efter at majoritetsejeren Geely har solgt en portion aktier til mere end 9 pct. under kursen.

I Europa nyder aktierne godt af udsigten til adskillige rentesænkninger fra Den Europæiske Centralbank, ECB, i løbet af 2024. Samme forventninger har handlerne til de amerikanske renter, hvilket torsdag blev yderligere understøttet af nøgletal, der vidnede om en afkøling af jobmarkedet og en opbremsning i aktiviteten.

- Når du har opbremsende vækst i USA, øger det forventningerne til, at centralbankerne omkring i verden vil gøre dem kunsten efter, siger Giles Coghlan, der er chefmarkedsanalytiker i GCFX, til Reuters.

- Med dystre vækstudsigter i Europa vil markedet naturligvis begynde at søge efter rentenedsættelser, fortsætter han.

Samlet går det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 frem med 1,1 pct. fredag eftermiddag.

Den gode stemning mærkes dog ikke hos svenske Volvo Car, der med længder har lagt sig på sidstepladsen i indekset.

Bilaktien bakker over 10 pct. til 36,72 svenske kr., efter at den kinesiske majoritetsejer Geely har solgt 3,4 pct. af selskabets aktier for 350 mio. dollar. Det svarer til en rabat på 9,4 pct. sammenlignet med torsdagens lukkekurs.

Opturen fra udsigten til flere rentesænkninger fornægter sig dog ikke. På sektorbasis er der fuld grøn plade i det brede indeks, hvor ejendomssektoren fører an med råvarer og finansielle tjenester i hælene.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯