FC København kan se frem til flere indtægter

Udgivet den 03-10-2008  |  kl. 09:00  |  

FC København kvalificerede sig torsdag aften til UEFA Cuppens gruppespil, da holdet spillede 1-1 med FC Moskva. Samlet set over de to kampe vandt danskerne 3-2, da man havde en vigtig 2-1 sejr i Moskva i bagagen. Spillet var dog ikke specielt prangende, men det uafgjorte resultatet var ikke helt misvisende for kampen.

Og træner Ståle Solbakken var da også helt naturligt tilfreds med kampens resultat.

- Jeg er stolt af spillerne. Det er altså et godt hold, vi slår ud. I den første kamp vil jeg mene, at vi spiller lidt over evne. Vi kunne måske godt have været skarpere på vores chancer i den første halve time, hvor jeg synes, at vi spiller fint. I slutningen af kampen bliver det lidt rodet, siger han ifølge sporten.dk.

Der er lodtrækning til gruppespillet på tirsdag, hvor der er mulighed for at trække modstandere som AC Milan, Tottenham, Benfica, Ajax, Stuttgart, Manchester City og Brøndbys overmænd Rosenborg.

Ingen af de to øvrige danske hold, FC Nordsjælland og Brøndby klarede sig således videre. Brøndby gjorde ellers en udmærket firgur mod Rosenborg, men tabte 3-2 og tabte 5-3 samlet.

Nordsjælland fik en på hatten i Grækenland, hvor Olympiakos slog danskerne med hele 5-0, og 7-0 samlet.

/lk

Udgivet af: NPinvestordk