Feds Bullard: Vi er rustet til at hjælpe banker og nedbringe inflation

Udgivet den 24-03-2023  |  kl. 15:24  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har værktøjerne til at nedbringe inflationen, uden at det bliver på bekostning af bankernes stabilitet.

Det siger James Bullard, der er direktør for Federal Reserves afdeling i St. Louis, ifølge Bloomberg News.

USA's centralbank kan således udbedre stabilitetsudfordringerne i banksektoren og samtidig stramme pengepolitikken for at gøre op med den høje inflation.

- Fortsat passende makroprudentiel politik kan modstå det finansielle pres, mens passende pengepolitik fortsat kan presse inflationen ned, siger James Bullard

Sagt med andre ord vil centralbanken gennem en forsigtig og varsom makropolitik nedbringe inflationen uden at sætte stabiliteten i banksektoren over styr.

Kommentaren fra centralbankdirektøren følger Federal Reserves niende renteforhøjelse i centralbankens nuværende stramningscyklus.

Onsdag hævede centralbanken sin rente med 25 basispoint til niveauet 4,75-5,00 pct. og antydede, at et sidste renteløft på 25 basispoint kan være på programmet, før rentetoppen er nået.

Fereal Reserves renteforhøjelser har medført betydelige rentestigninger på særligt de amerikanske statspapirer, hvilket omvendt har sænket obligationskurserne.

De faldende obligationskurser førte forrige uge til et krak i Silicon Valley Bank og Signature Bank.

Det har fået de amerikanske bankmyndigheder, Federal Deposit Insurance Corporation, til at garantere indlånene i de forliste banker, og sideløbende har Federal Reserve udstedt et nødfinansieringsprogram for at understøtte andre nødlidende pengeinstitutter.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  USA❯