Flügger 12 mdr. resultat før skat: 46,6 mio. kr. (79,9 mio. kr.)

Udgivet den 10-08-1999  |  kl. 13:00  |  

København--10. august--NetPosten--Flüggerkoncernen offentliggjorde tirsdag årsregnskab for 1998/99, der udviste et resultat før skat på 46,6 mio. kr. mod 79,9 mio. kr. i 1997/98.

Nettoomsætningen på 1.012 mio. kr. er ca. 2 pct. mindre end året før. Omsætningsudviklingen i andet halvår svarede stort set til udviklingen i første halvår. Flüggers oprindelige budgetter, som forudså en mindre fremgang, blev således ikke indfriet, dels fordi efterspørgslen på de skandinaviske markeder har været vigende, og dels fordi den svenske og norske omsætning er blevet omregnet til ca. 5 pct. lavere kuser i 1998/99 sammenlignet med sidste år.

Resultatet af primær drift på 46 mio. kr. var oprindelig budgetteret til 85 mio. kr. I halvårsrapporten, hvor det primære driftsresultat androg 78 mio. kr. eller uændret sammenlignet med året inden, nedjusterede Flügger forventningerne til årsresultatet med 10 mio. kr., men koncernen anførte samtidig, at man på grund af mange omlægninger inden for koncernen var meget usikre med hensyn til resultatudviklingen på kort sigt. Denne profitwarning er således blevet særdeles relevant, idet Flügger har undervurderet omkostningerne til nedskrivning på ukurante varelagre i forbindelse med overgang til et nyt fælles skandinavisk sortiment og de med profilskiftet forbundne omkostninger.

Den 1. juli 1999 fremsendte bestyrelsen en foreløbig regnskabsmeddelelse til Københavns Fondsbørs. Heri var anført, at resultatet af primær drift i 1998/99 ville lande på ca. 46 mio. kr., og for det næste forretningsår var der budgetteret med en mindre omsætningsfremgang og et resultat af primær drift på niveau med 1998/99 på grund af planlagte rationaliseringer. Disse udtalelser inklusive forventingerne til en mere positiv udvikling i de efterfølgende års indtjening fastholdes i regnskabet og årsberetningen for 1998/99.

Udgivet af: NPinvestordk