Fredagens aktier: Historisk nedtur i Mærsk og pres på Novo sendte C25 i rødt

Udgivet den 03-11-2023  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Et historisk stort kurssmæk til A.P. Møller-Mærsk satte fredag dagsordenen på det danske aktiemarked, hvor også Novo Nordisk blev udsat for et salgspres, der dog mere lignede gevinsthjemtagning efter en stærk kursudvikling igennem længere tid.

Faldet til de to sværvægtere var udslagsgivende for retningen i det danske eliteindeks, C25, som rundede ugen af med et fald på 1,2 pct. til 1634,86 trods stigninger i 12 af de 25 aktier.

Facit for ugen blev dog et pænt plus i indekset på 2,4 pct., efter at et fald i markedsrenterne skærpede investorernes appetit på aktier. Afdæmpede jobtal fra USA var fredag eftermiddag med reducere faldet herhjemme en smule, da de dæmpede frygten for yderligere pengepolitiske stramninger i USA.

- Jobrapporten viste et stort fald i jobvæksten, lavere lønstigninger, stigende arbejdsløshed og kortere arbejdstid. På alle parametre er den lidt til den svage side, hvilket sendte renterne ned og aktierne op, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

FEMTE STIGNING I TRÆK I USA

I USA åbnede børserne fredag da også højere efter jobrapporten, og ved dansk børslukketid havde det brede amerikanske S&P 500-indeks med et plus på 1,0 pct. kurs mod at lukke højere for femte dag i træk.

- Herhjemme har vi dog et par tunge aktier, Mærsk og Novo Nordisk, som rammer vores indeks. De vægter hårdt, siger Martin Munk.

Kursfaldet til Mærsk B på 16,9 pct. til 10.130 kr. er faktisk aldrig set større, hvis der ses bort fra dagen i foråret, hvor rederikoncernen udbetalte et stort udbytte, som pressede aktiekursen tilsvarende.

- Vi hørte på dagens telekonference efter regnskabet en meget forsigtig Mærsk-ledelse, der ser ind i et meget udfordrende containermarked. Det er både, når vi kigger helt kort på fjerde kvartal 2023, men det er også 2024 og potentielt ind i 2025 og 2026, at der er stor usikkerhed om udviklingen, siger Martin Munk.

Op til telekonferencen var Mærsk-aktierne faldet ca. 10 pct. efter regnskabet og meddelelsen om, at det vil genoverveje sit aktietilbagekøbsprogram for 2024, men salgspresset tiltog efterfølgende efter de forsigtige meldinger fra ledelsen.

Et fald til Novo Nordisk på 3,6 pct. til 683,90 kr. var også hård kost for C25-indekset. Novo leverede torsdag et imponerende regnskab for fjerde kvartal, og flere finanshuse har siden løftet deres kursmål for aktien.

- Kursfaldet virker lidt voldsomt. Der er ikke noget selskabsspecifikt ude fra Novo, så det må være et spørgsmål om, at man tager nogle gevinster hjem, og at investorer som følge af bevægelsen i renten går ud af noget defensivt og over i noget mere offensivt.

- Vi ser også, at sundhedsaktier falder i Europa, så der er nogle sektorbevægelser i gang forstærket af jobrapporten fra USA, siger Martin Munk.

ANALYTIKERROS TIL ISS

I C25-toppen endte ISS derimod med et plus på 6,2 pct. til 116,80 kr., og den fortsatte dermed de positive takter fra torsdag, hvor det blev til et plus på 7,6 pct. efter en positiv handelsopdatering.

- Vi ser nogle efterdønninger så at sige fra nogle regnskaber, vi er blevet præsenteret for. ISS har fået rigtig god analytikerfeedback på regnskabet, så den tager en yderligere tur op.

- Fusionsselskaberne Novozymes og Chr. Hansen gør det også godt, efter at Barclays har hævet dem til "overvægt". Begge leverede senest fine kvartalsresultater, og det har givet dem noget medvind og en god periode efter en tid med pres på aktierne, siger Martin Munk.

Chr. Hansen steg 2,7 pct. til 511,40 kr., og Novozymes fulgte efter med et plus på 2,7 pct. til 337,50 kr.

Genmab endte også i toppen med en stigning på 2,3 pct. til 2020 kr. efter et fald på 3,6 pct. torsdag i et ellers positivt aktiemarked. Selskabet lagde torsdag mindre referater ud af kliniske studier, som vil blive præsenteret på en forestående kræftkonference i USA.

- Genmab synes vi helt uforstående faldt torsdag på de her data. Vi synes faktisk, det var på linje med det, man kunne forvente, måske endda lidt til den gode side, så vi var helt uforstående over for den bevægelse, aktien lavede i går, så det er da rart at se, at den kommer lidt tilbage, siger Martin Munk.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯