Grækenland kommer med revideret forslag til gældsaftale

Udgivet den 25-06-2015  |  kl. 12:48  |  

Grækenland har afleveret et revideret forslag til eurogruppens finansministre om efterspurgte reformer, der skal danne grundlag for gældsaftale med EU.

Det rapporterer det svenske nyhedsbureau Direkt med henvisning til den østrigske finansminister Hans Jörg Schelling.

Finansministrene skal nu kigge forslaget igennem, og Eurogruppens møde er udskudt en halv time til kl. 13.30.

- Vi har fået til opgave af topmødet at fremlægge et kompromis kl. 16. Vi har forhandlet hele natten, men Grækenland siger nej til alt og kommer hele tiden med nye forslag, siger Hans Jörg Schelling ifølge Direkt.

Grækenlands nuværende støtteordning udløber 30. juni, og samme dag skal grækerne betale 1,5 mia. euro til Valutafonden. Det kan de næppe uden en aftale, der udløser nye lån.

Ifølge Hans Jörg Schelling skal der foreligge en aftale senest på søndag.

Og foreløbig hersker der ikke enighed.

Grækenlands kreditorer, EU, ECB og Den Internationale Valutafond, IMF, har således fremsat deres fælles forslag til en aftale til eurogruppens finansministre, skriver Bloomberg. Der er tale om et forslag, som Grækenland ikke har accepteret.

I forslaget tages dog højde for nogle indvendinger, Grækenland tidligere har haft.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Grækenland❯