GrønlandsBANKENs Årsrapport 2015

Udgivet den 23-02-2016  |  kl. 21:57  |  

Tilfredsstillende resultat i GrønlandsBANKEN i 2015 – Egenkapitalforrentning på 12,7% p.a.

Bankens resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på kr. 136,8 mio., ca. 12 mio. lavere end i 2014, vurderer vi som tilfredsstillende. I 2014 var der tale om bankens hidtil bedste basisresultat. 2015-resultatet er samtidig midt i det estimat på kr. 125-145 mio., som banken gav ved årets start.

Resultat før skat viser tkr. 106.625 mod tkr. 131.433 i 2014. Årets resultat før skat forrenter primo-egenkapitalen efter udbytte med 12,7%.

GrønlandsBANKEN indstiller til generalforsamlingen at udbyttebetalingen for 2015 bliver som i de foregående tre år, således der udbetales 55 kr. pr. aktie eller i alt kr. 99 mio.

Nettorenteindtægterne er faldet i 2015 med tkr. 11.657 kr. til tkr. 202.208. Det ekstremt lave renteniveau igennem hele 2015 og den negative forretning af bankens indskudsbeviser i Nationalbanken og indskud i andre pengeinstitutter er hovedårsager. Desuden er en lavere udlånsmængde i en del af 2015, en medvirkende årsag.

Gebyr- og provisionsindtægter viser til gengæld en pæn stigning på tkr. 4.117 til tkr. 83.441.

De samlede omkostninger og af- og nedskrivninger er steget med tkr. 2.783 eller 1,9% til tkr. 153.344.
Stigningen ses primært på udgifter til personale og øvrige administrationsomkostninger, der er steget med i alt tkr. 2.808.

Kursreguleringer på værdipapirer og valuta udgør et tab på tkr. 10.775 mod en gevinst på tkr. 7.687 i 2014.

Nedskrivninger på udlån m.v. udgør tkr. 19.432, hvilket er et fald på tkr. 5.375 i forhold til 2014. Beløbet dækker over et fald i de individuelle nedskrivninger og en stigning i de gruppevise nedskrivninger.

GrønlandsBANKENs kapitalprocent og kernekapitalprocent er opgjort til 20,8% og banken har opgjort det individuelle solvensbehov til 10,4%.

Forventet udvikling i 2016
Med en forventning om udlånsstigning i 2016, en forbedret indlånsrentemarginal og forventning om et fortsat ekstremt lavt renteniveau, forventes de samlede indtægter på et lidt højere niveau.
De samlede omkostninger inkl. afskrivninger forventes at stige marginalt i 2016, i forventning om at alle stillinger holdes besat.
Det er bankens vurdering, at boniteten i låneporteføljen er tilfredsstillende. Nedskrivninger på udlån forventes derfor fortsat på et moderat til lavt niveau.

Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger forventes herefter i niveauet kr. 125 – 145 mio.

 

Vedhæftede filer:

01.Årsrapport 2015 dansk.pdf

Udgivet af: NPinvestordk