IMF-rygte korrigeret til 500 mia. dollar

Udgivet den 18-01-2012  |  kl. 13:29  |  

Den Internationale Valutafond (IMF) foreslår en ekspansion af låneressourcerne med 500 mia. dollar fra de nuværende 385 mia. dollar, og ikke som tidligere nævnt 1000 mia. dollar, for at beskytte den globale økonomi mod en forværring af Europas gældskrise. Det siger en talsmand fra et G20-land ifølge Bloomberg News.

De europæiske aktiemarkeder og euroen bliver presset lidt efter det korrigerede tal. Det tyske Dax30-indeks falder 0,3 pct. på den seneste meddelelse til 6352, mens EURUSD-krydset taber 0,3 pct. til 1,2790.

IMF presser Kina, Brasilien, Rusland, Indien, Japan og de olieeksporterende lande til at være de største bidragydere, ifølge talsmanden. IMF ønsker aftalen vedtaget den 25.-26. februar på G20-mødet i Mexico City.

IMF-direktør Christine Lagarde sagde tirsdag, at hendes personale studerer mulighederne for at øge fondens udlånsmuligheder til over de nuværende 385 mia. dollar. Eurozonelandene har allerede lovet at bidrage med 150 mia. euro, mens USA ikke har planer om at lave nye bilaterale lån.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder