Mandagens aktier: ISS trak for i lettet C25 efter uro i weekenden

Udgivet den 15-04-2024  |  kl. 17:01  |  
Arkiv: Foto

Servicekoncernen ISS blev højdespringer på ugens første dag i det danske C25-indeks, der bar præg af en vis lettelse efter weekendens uro i Mellemøsten.

Natten til søndag sendte Iran et større angreb af sted mod Israel, der dog kun forårsagede mindre skader. Angrebet var på forhånd varslet, og langt de fleste af dronerne og missilerne blev skudt ned.

- Markedet håndterer weekendens uro pænt - måske fordi vi fik lidt optræk til det fredag, hvor markedet gik negativt på frygten for, hvad der ville ske. Derfor tager markedet det nok OK pænt, at det trods alt ikke gik værre, end det gjorde, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Det danske C25-indeks steg 0,3 pct. til 1911,22.

Fredag medførte usikkerheden og frygten for angrebets omfang og yderligere eskaleringer et fald på 0,3 pct. i eliteindekset.

ISS HÆVES TIL KØB

ISS var dagen igennem at finde øverst i C25-indekset efter en løftet anbefaling fra Goldman Sachs til "køb" fra "hold". Kursmålet blev dertil løftet til 160 kr. fra 150 kr.

Analytiker Ben Andrews skriver i sin analyse ifølge Bloomberg News, at ISS' værdisætning er historisk lav, og at der er potentiale for et attraktivt afkast til investorerne.

- Vi synes også, at ISS har været meget interessant på de her niveauer og ser rigtig billig ud sammenlignet med franske Sodexo. Der handles ISS på nogle billige nøgletal, siger Jyske Banks Martin Munk, der bemærker, at Goldman Sachs ofte har stor indflydelse på de danske aktier.

ISS gik frem med 4,1 pct. til 127,10 kr.

Også Ørsted fik løftet anbefalingen mandag. Det var hos DBS Bank, der hævede til "køb" fra "hold" og kursmålet til 485 kr. fra 430 kr.

Aktien faldt ikke desto mindre 2,1 pct. til 396,40 kr. efter en større stigning fredag.

Også Genmab gik tilbage mandag med 0,4 pct. til 2058 kr.

Et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, bakkede ellers op om at bruge endemålet - minimal resterede sygdom, MRD - som indikator for at hastegodkende lægemiddelkandidater mod knoglemarvskræft.

Det burde være godt nyt for Genmab, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning. Beslutningen lå dog i luften, skriver han i en kommentar.

Genmab er i gang med at udvikle Hexabody-CD38, også kendt som Gen3014, til behandling af knoglemarvskræft. Midlet er udset som som supersællerten Darzalex' potentielle efterfølger.

NYE KURSMÅL I FINANSSEKTOREN

C25-indekets finansaktier fik siden fredag fået nyt fra analytikerkorpset.

Danske Banks kursmål blev løftet til 250 kr. fra 230 kr. hos SEB med anbefalingen "køb". Modsat gentager Barclays anbefalingen "undervægt" af Danske Bank, men hæver kursmålet til 163 kr. fra 155 kr.

Danske Bank steg 1,1 pct. til 205,50 kr.

Også Jyske Bank fik løftet kursmålet hos SEB. Det lyder nu på 660 kr. fra 600 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien faldt dog 0,2 pct. til 580 kr.

Nordeas kursmål blev sænket til 102,21 kr. fra 108,69 kr. hos Citi med en fortsat købsanbefaling.

Aktien bakkede 0,5 pct. til 79,88 kr.

Og så har Tryg forud for sit regnskab for første kvartal fået sænket kursmålet til 195 kr. fra 205 kr. hos Barclays, der gentager anbefalingen "overvægt".

Forsikringsaktien øgede 0,4 pct. til 138,30 kr.

FLS MED AFTALE I CHILE

Uden for C25-indekset har FLSmidth fået forlænget en serviceaftale på mineudstyr i Chile. Aftalen omfatter service af fem partikelknusere fordelt på tre miner.

FLS faldt 1,1 pct. til 359,40 kr.

Møbelstofkoncernen Gabriel steg desuden 8 pct. til 270 kr. efter at have opjusteret forventningerne og gjort foreløbig status for første halvår af 2023/24.

Der ventes nu en omsætning for hele regnskabsåret på 880-930 mio. kr. mod tidligere ventet 850-900 mio. kr. Samtidig løftes forventningerne til driftsindtjeningen, EBIT, til 8-15 mio. kr. fra tidligere 0-10 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:59 Britisk olieserviceselskab falder 34 pct. til laveste niveau nogensinde
17:49 Europa/lukning: Philips på himmelfart og tæv til Deutsche Bank i lysegrønt marked
17:02 Mandagens aktier: Forårsstemning med mest grønt til Demant og Mærsk
17:00 Mandagens obligationer: Renten fortsatte ned efter godt inflationsnyt fra Tyskland
16:21 Saxo Bank får otte påbud efter tilsynsbesøg: "Bliver håndteret med største alvor"
16:01 Tesla-aktie sendes op med 10 pct. efter foreløbig godkendelse i Kina
15:41 Norden-topchef køber aktier for 1,5 mio. kr.
15:40 USA/åbning: Tesla og Apple sørger for fortsættelse af den grønne bølge
15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP