Netcompany får sænket kursmålet hos Danske Bank - venter forsigtig 2024-prognose

Udgivet den 20-12-2023  |  kl. 09:38  |  
Arkiv: Foto

Netcompany har fået skåret sit kursmål hos Danske Bank til 300 kr. fra 350 kr.

Det fremgår af et notat fra banken onsdag, hvor der ses frem mod forventningerne til 2024.

De ventes at være til den forsigtige side og på linje med udmeldingen for 2023 med en omsætningsvækst på 8-12 pct. og en EBITDA-margin på 15-18 pct.

I øjeblikket peger analytikernes konsensus på en vækst på 11 pct. og en margin på 17 pct., men Danske Banks analytiker Poul Ernst Jessen venter, at konsensus vil bevæge sig nedad på baggrund af en normalisering af væksten i Intrasoft, timingen af det store britiske udbud Dalas samt udbudsaktivitet i Danmark.

- I forhold til marginerne fortsætter Netcompany med at justere pyramiden i Danmark og Norge, men uden at udvande marginen som i 2023, skriver Danske Banks analytiker.

Danske Banks anbefaling er fortsat "køb", som den har været siden oktober 2021, hvor aktiekursen dengang lå omkring 700 kr.

Banken tror da også fortsat på aktiens langsigtede potentiale i takt med at Europa bliver mere digitaliseret.

Onsdag morgen handles aktien til 221,40 kr. efter et fald på 0,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯