Obligationer/åbning: Rentefald efter Summers-exit

Udgivet den 16-09-2013  |  kl. 08:54  |  

Det danske obligationsmarked åbnede mandag med et fald i renten, efter at Lawrence Summers trak sit kandidatur som ny chef for Federal Reserve i USA. Renten på den 10-årige danske statsobligation ligger ved 8.45-tiden 4 basispoint lavere end fredag i 2,08 pct.

- Markedet havde formodet, at Summers ville blive den nye Fed-chef, og at han ville være mere "høge"-agtig (stramme mere op på pengepolitikken, red) end andre potentielle kandidater. Med ham ude af kampen kommer vi sandsynligvis til at se obligationskurserne stige, siger Peter Jolly, chefanalytiker hos National Australia Bank, til Bloomberg News.

Efter Summers tilbagetrækning synes vejen at være banet for Janet Yellen som ny Fed-chef. Markedet håber, at hun vil gå mere lempeligt til værks, i en ventet påbegyndende tilbagetrækning af de store månedlige obligationsopkøb på 85 mia. dollar.

Renten på den 10-årige amerikanske T-bond falder mandag morgen hele 8 basispoint til 2,80 pct. efter nyheden om Summers.

Det store fokus på markedet er i den forbindelse endvidere onsdagens rentemøde i netop Federal Reserve, som ved den lejlighed måske markerer startskuddet til en nedtrapning af obligationsopkøbene.

Der vil i eftermiddag være fokus på den amerikanske industriproduktion for august. Tallet offentliggøres kl. 15.15 og ventes at vise en stigning på 0,4 pct. på månedsbasis, ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk